To nordjyske virksomheder har arbejdet sammen igennem en årrække, og nu fuldbyrdes samarbejdet ved en egentlig fusion. Kristen Thomsen og Ejnar Laustsen fra Top-Link og Eik Alrø fra Delinn kommer hver til at eje en tredjedel af inov8 Development Solutions, og sammen vil de kunne tilbyde kunderne mere komplette løsninger.
Top-Link har typisk traditionelt stået for det mekaniske i udviklingsprocessen, mens Delinn har været specialiseret i den elektroniske del. Vi kan nu varetage alt fra design over konstruktion og test til produktion. Det forventes, at det nye setup kan give os mere gennemslagskraft over for nye kunder, som vil kunne få gavn af at outsource udviklingsopgaver til en ekstern samarbejdspartner.
Virksomheden beskæftiger nu mere end 10 mand, hvilket jo for mange virksomheder ville være en ret stor udviklingsafdeling, og de to afdelinger kompletterer hinanden godt. Samtidig har fusionen betydet, at virksomheden nu har et endnu større netværk at trække på. Kundelisten hos inov8 tæller i dag virksomheder som Polycom KIRK, B&O, Novo Nordisk, Sinox beslag og ZenseHome.
Inov8 henter hovedsageligt sine opgaver inden for fysiske medicoprodukter, industriprodukter og forbrugerelektronik. Det er typisk kunder, som stiller krav om et attraktivt design, prisbillig produktion og høj udviklingshastighed.