Energiselskabet E.ON har i de seneste år investeret massivt i udrulningen af ladeinfrastruktur til elkøretøjer, men har primært fokuseret på Tyskland, Norge og Sverige fremfor Danmark. Det kommer til at ændre sig efter regeringens udmelding i dag.
– Vi har historisk investeret et trecifret millionbeløb i den danske ladeinfrastruktur, men investeringerne har været på et vågeblus de seneste par år. Vi er allerede en af de aktører, der vil investere mest i nordisk ladeinfrastruktur i den kommende år, men med denne udmelding vil fokus utvivlsomt flytte sig tilbage til Danmark, siger Tore Harritshøj, direktør for E.ONs nordiske eMobility-forretning.
E.ON er allerede i gang med udrulningen af flere hundrede ultra-hurtige ladestationer i Europa, hvor elbilister kan oplade elbilen med op til 150-350 kW. Den første i en lang række af disse ladestationer står klar i den tyske by Geiselwind, hvor det er muligt at oplade sin elbil i 20 minutter og køre yderligere 400 km.
I det første halvår blev der solgt 646 elbiler i Danmark. Til sammenligning blev der i samme periode solgt 120.750 fossilbiler. På trods af et afventende bilsalg er forventningen dog stor til de kommende år, hvor også Klimarådet har påpeget, at en hurtigere indfasning af elbiler er påkrævet, hvis Danmark skal have en rimelig chance for at nå 2030-klimamålene.
– Grundlæggende er udfordringen ligeså klar som løsningen. Om kort tid skal Danmark være fossilfrit og derfor har fossilbiler en klar udløbsdato. Vi har brug for at gøre transporten elektrisk og jo før, desto bedre, forklarer Tore Harritshøj og påpeger, at luft- og klimapakken er en tiltrængt saltvandsindsprøjtning.
Danske elbilister kan i dag gøre brug af mere end 2.000 offentlige ladepunkter i hele landet, hvoraf E.ON har Danmarks største ladenetværk.