Når de små østjyder bliver bare lidt større, vil det være helt naturligt, at vi lever i en verden, hvor man selv koder sit køleskab, bygger en digital assistent på arbejdet, styrer en digital produktionsmaskine eller skaber en ny digital service. For at kunne det – og dermed også få et af fremtidens job – skal børnene undervises i IT i fremtidens folkeskole.
Anbefalingen fra Brian Gottorp Jeppesen, medlem af Regeringens digitale Vækstpanel, var klar, da han besøgte Business Region Aarhus i forbindelse med Internet Week Denmark 2017:
– Østjyderne stå sammen om tre emner: 1) IT skal være et grundlæggende fag på niveau med matematik og det at lære at læse, 2) de små og mellemstore virksomheder skal digitalisere sig og 3) vi skal i fællesskab blive bedre til at tiltrække dygtig arbejdskraft fra udlandet. Ellers risikerer vi at ende på perronen, når industrialisering 4.0-toget suser forbi, sagde Brian Gottorp Jeppesen, direktør for Mjølner Informatics og medlem af Regeringens digitale Vækstpanel.
Sammen med flere andre oplægsholdere kom han med sit bud på de nødvendige tiltag for at skabe en stærk østjysk, digital vækst.
– Undersøgelser viser, at 65 procent af børnene i den danske folkeskole kommer til at bestride job, der endnu ikke findes. Vi skal gøre os klar til fremtidens digitaliserede verden, og vi skal forstå at udnytte de stærke IT-kompetencer vi har i vores byregion og samarbejde på tværs af både brancher og sektorer, sagde Claus Wistoft, formand for den politiske styregruppe i Business Region Aarhus og borgmester i Syddjurs Kommune.
– Det er ikke brugere af IT, vi skal uddanne. Det handler ikke om at bruge en ipad i undervisningen. Det svarer til at købe en hammer og sige, at man er tømrer. Vores børn skal blive i stand til at skabe. Problemet er at vi mangler undervisere til dette i skolen, sagde Brian Gottorp Jeppesen
Her understregede Brian Gottorp Jeppesen, at børnene ikke kan vente de seks år, det vil tage at få nye lærere uddannet, som kan undervise dem i at kunne skabe med IT.
– Der udkommer masser af undersøgelser som viser, at vi er foran i digitalisering i Danmark, men også, at vi bliver overhalet lige om lidt. For mange lande har meget større ambitioner. Vi må gøre noget andet. Få virksomheder til at deltage i undervisningen. Lad elever undervise hinanden. Det vigtigste er, at I gør noget, ellers suser toget forbi os. Digitale skaber-kompetencer kræver ikke milliardinvesteringer; det handler om at kunne lære fra sig, lød opfordringen fra Brian Gottorp Jeppsen.
Han henviste til, at ligesom den tidligere industrielle revolution medførte, at en række jobs forsvandt og nye opstod i byerne, så vil den fjerde digitale revolution også medføre afgørende nye jobs og at mange kendte jobs forsvinder. For eksempel er det op mod 55 procent af de nuværende skolebørn, der skal ud i jobs, som endnu ikke eksisterer.
Kontaktinformation:
Claus Wistoft, formand for Business Region Aarhus: clwis@syddjurs.dk