Politikerne skal sørge for øgede investeringer i bedre og hurtigere bredbånd i hele Danmark. Sådan lyder Dansk Industris anbefalinger til regeringen om et nyt teleforlig.
– Der er hårdt brug for at få skruet op for investeringerne i den digitale infrastruktur, hvis Danmark stadig skal være blandt de førende teknologiske lande. I vores udspil opfordrer vi regeringen til at sikre en bedre mobil- og bredbåndsdækning i alle dele af landet, siger branchedirektør Adam Lebech, DI Digital, som er DI’s branchefællesskab for virksomheder inden for digitalisering, elektronik og kommunikation.
Energi-, forsynings-, klimaminister Lars Chr. Lilleholt annoncerede mandag på Gigabit Danmark konferencen i Industriens Hus, at VLAK-regeringen vil komme med sit udspil til et nyt teleforlig efter sommerferien. Det er længe ventet, da det gamle teleforlig er fra før, digitalisering for alvor kom i gang i Danmark, nærmere betegnet fra 1999 – altså for 18 år siden.
DI lægger op til, at politikerne skaber bedre vilkår for, at teleselskaberne kan investere i ny digital infrastruktur over hele landet.
I dag skal teleselskaberne betale to gange, når de ruller mobilt bredbånd ud: Først betaler de til staten ved en auktion over tilladelserne til at bruge de nye frekvenser, som indgår i det mobile bredbånd, og derefter skal de betale leje til kommunerne for at stille master op. Penge, som ender i statskassen og i kommunekasserne.
– Indtægterne fra auktionerne over nye frekvenser kunne politikerne bruge til at styrke de private investeringer i bedre bredbånd til hele Danmark – i stedet for bare at lade pengene gå i statskassen, siger Adam Lebech.
Ifølge udspillet fra Dansk Industri er interessen for at investere i digital infrastruktur raslet ned. Teleselskabernes investeringer er faldet med 25 pct. siden 2009.
– Det er meget uheldigt, fordi Danmark lige nu står midt i en digital omvæltning af hele samfundet med bl.a. Internet of Things og selvkørende biler. Der bliver hårdt brug for hurtigere og bedre forbindelser i de kommende år, hvis Danmark skal holde fast i sin internationale førerposition på it-området, siger Adam Lebech.
Danmark ligger lige nu på en europæisk førsteplads med mobilt bredbånd og på en fjerdeplads med fastnet og endda til nogle af de laveste priser i Europa.
– Hvis vi fortsat skal gøre det, og hvis vi skal gøre det endnu bedre, så skal politikerne sikre, at der også fremover sker investeringer i bedre og hurtigere bredbånd med det nye teleforlig, siger Adam Lebech.
En af hjørnestenene i dansk telepolitik er princippet om, at private udruller mobil- og bredbåndsforbindelser på markedsvilkår, og at det ikke finansieres af det offentlige. Det princip mener DI, at politikerne bør holde fast i.
– Vi kan godt glemme alt om, at televirksomhederne skal bruge flere penge på investeringer i infrastruktur, hvis de pludselig skal konkurrere med offentlig støttede projekter i områder, hvor de selv har investeret. Det er drønærgerligt, fordi virksomhederne er klar på at løfte den her opgave med at sikre, at danskerne får gode forbindelser i alle dele af landet, siger Adam Lebech.
Han peger på, at der er flere eksempler på, at der bruges offentlige midler på bredbånd. Det gælder f.eks. en samlet lånepulje på 100 mio. kr. til bredbånd i kommunerne i 2014, 60 mio. kr. i særskilt støtte til bredbånd på Bornholm i 2015 og senest den statslige bredbåndspulje på 200 mio. kr. til udmøntning i perioden 2016-2019. Flere kommuner har også taget initiativ til at give offentlig støtte til udrulning af bredbånd.