Der er industrien stor efterspørgsel på efteruddannelse indenfor elektronikfaget, og derfor vil ZBC fra efteråret 2019 udbyde AMU-kurser i Slagelse i elektronikproduktion. Det er første gang, at kurserne udbydes på Sjælland. Dansk Industri og ZBC inviterer i forbindelse med det nye initiativ til informationsmøde for virksomheder om mulighederne for opkvalificering via AMU-kurser indenfor elektronikbranchen.
Fremover behøver ansatte i elektronikbranchen derfor ikke at tage hele vejen til Jylland for at komme på et AMU-kursus. Fra efteråret 2019 starter ZBC nemlig nye AMU-kurser indenfor elektronikoperatørfaget i Slagelse og på sigt også i Ringsted. Det er første gang, at disse kurser udbydes på Sjælland.
– Vi vil gerne gøre det lettere for de mange virksomheder, der gerne vil opkvalificere deres ansatte. Derfor er vi meget glade for, at vi nu som de første får mulighed for at afholde disse AMU-kurser på Sjælland, siger Henrik Deleuran, der er projektleder på ZBC.
Det første kursus på programmet er grundlæggende montage og loddeteknik, som vil blive afholdt flere gange i efteråret 2019. Til næste år udvider ZBC paletten og starter også AMU-kurser indenfor blandt andet rework, komponentkendskab og boxbuilding.
– Elektronikbranchen er i en rivende udvikling, men mangler kloge hænder. Vi håber derfor også, at vi med AMU-kurserne på Sjælland er med til at gøre elektronikindustrien mere attraktiv for ufaglærte, der har lyst til at skifte spor, og som kan se sig selv i en branche med masser af spændende jobmuligheder, siger Henrik Deleuran.
Kurserne bliver udbudt i samarbejde med AMU-Nordjylland i Aalborg, som også har elektronikoperatøruddannelsen.
Dansk Industri og ZBC inviterer til informationsmøde for virksomheder om mulighederne for opkvalificering via AMU-kurser indenfor elektronikbranchen. Mødet holdes d. 26. august fra kl. 9 – 11 hos Dansk Industri i København.
Læs mere og tilmeld dig her: http://www.danskindustri.dk/brancher/di-digital/events-og-netvark/arrangementer/2019/amu-kurser/
For yderligere informationer, kontakt:
Mette Kruse Hansen Sieben, områdeleder, ZBC. Tlf.: 2519 0002, e-mail: mkhs@zbc.dk