Der er flere gode takter i regeringens erhvervs- og iværksætterudspil. Men ifølge Tekniq, Installatørernes Organisation, er der brug for flere konkrete initiativer for at nedbringe de administrative byrder.
– Vi er glade for, at regeringen har ambitioner om at gøre det nemmere at drive i virksomhed i Danmark og nedsætte afgifterne. Men vi så gerne flere konkrete initiativer til at reducere byrderne, siger adm. direktør Niels Jørgen Hansen, Tekniq, Installatørernes Organisation.
– Virksomhederne skal koncentrere sig om at drive og udvikle deres virksomheder – og ikke på unødvendigt papirarbejde og indberetninger, siger han.
Han roser dog samtidig forslaget om at gøre det mere attraktivt at investere i nye og mindre virksomheder.
– For de små og mellemstore virksomheder har det altid været en udfordring at samle kapital til nødvendige investeringer for at sikre deres videre udvikling. Det ser med regeringens nye udspil ud til at blive lettere.”
– Et eksempel investorfradraget, som forhåbentlig kan give endnu flere lyst til at skyde penge ind i spirende installationsvirksomheder. Der er ikke tale om nogen paladsrevolution, men det er et godt og vigtigt signal, som regeringen hermed sender til erhvervslivet, siger Niels Jørgen Hansen.
Regeringens vision om at Danmark også i fremtiden skal være en digital frontløber falder i god jord hos Tekniq.
– Rigtig mange installationsvirksomheder er allerede i dag i gang med en stor digital omstilling. Det er derfor glædeligt, at regeringen vil afsætte 125 mio. kr. årligt de næste syv år til at fyre endnu mere op for den digitale udvikling i Danmark, siger Niels Jørgen Hansen.

