Gevinsterne er mange, når en produktion eller proces får øjne, som aldrig bliver trætte og ufokuserede. Dog kræver det ofte specialviden, når visionsystemer skal hjælpe med at styre en robot, eller hvis den manuelle, visuelle inspektion eller kvalitetskontrol skal erstattes af kameraer, algoritmer og kunstig intelligens.
Den viden kan Teknologisk Institut tilbyde: Vi arbejder produktionsnært og udvikler komplette løsninger med en kombineret ekspertviden inden for robot- og visionteknologi. Vi er også specialister i anvendelsen af kunstig intelligens, som gør os i stand til at identificere, lokalisere og klassificere objekter eller fejl, som ellers ville kræve menneskelig involvering.
Potentialet er stort inden for en bred vifte af applikationer. Vores fokusområde er inden for industriel produktion og kvalitetssikring, men vi anvender også vores ekspertviden i kombination med droner og inden for områder som for eksempel landbrug og automatiseret affaldssortering – og i det hele taget områder, hvor der er behov for en mere automatiseret inspektion, monitorering eller materialeanalyse.
Vi har viden om kamerateknologi, hvad enten det er termografiske, hyperspektrale, 2D- eller 3D-kameraer, samt erfaring med at sammensætte den rigtige kombination af komponenter til den konkrete opgave.
Vi kommer altid med en realistisk vurdering af kompleksiteten af opgaven, og kan hjælpe med at nedbryde opgaven i faser, der fører frem til en rentabel løsning.
Herunder finder du et udpluk af vores ydelser inden for visionteknologi.
- Implementering af visionløsninger: Vi kan udvikle og levere skræddersyede visionløsninger til produktionen. Både til industriel kvalitetskontrol, hvor vi sammensætter kameraer, lys, og de rigtige algoritmer. Vi kan også levere løsninger på visionbaseret emnehåndtering, hvor vi eksempelvis finder emner i 2D eller 3D og håndterer dem med en robotløsning.
- Rådgivningsforløb: Bliv styrket på at træffe de rigtige beslutninger ved at trække på vores konsulenters ekspertise og erfaringer. Vi kan deltage i workshops eller indgå i længerevarende samarbejde, hvor der ydes uvildig rådgivning i konkrete projekter eller som en del af strategiske forløb.
- Visiontjek: Vi har flere muligheder for effektivt at hjælpe din virksomhed videre med automatiseret kvalitetskontrol, robotvision eller andre udfordringer, hvor der kræves visionekspertise. Læs mere her.