Danmarks Tekniske Museum var vært for en række skoleklasser som led i det landsdækkende initiativ, Engineering Day, der i uge 45 satte fokus på ingeniørkunsten for folkeskolens ældste elever.
På museet havde eleverne fokus på at designe hurtige prototyper med udgangspunkt i engineeringmetoden. De fik udleveret et kredsløb, der kan samles til at afgive forskellige kommandoer på en computer, samt en masse rekvisitter til at samle det til en lydinstallation. Der gik således ikke længe før Skoletjenesten på museet var fyldt af indtalte lydbidder, udløst af imponerende papinstallationer.
Eleverne var dybt engagerede i opgaven, og arbejdede så effektivt, at et enkelt hold præsenterede hele otte forskellige lydinstallationer, da dagen var omme. På hver deres facon fortalte installationerne om flyvemaskiner, biler, OB-vogne, cykler, dieselmotorer og vibratorer.
En gruppe elever fra Absalon Skole i Roskilde deltog med et valgfagshold, Unge Forskere, som er et tilbud til særligt naturvidenskabsinteresserede i 7.-9. klasse, og både eleverne og deres lærer var begejstrede: ”Det er sjovt at man selv må bestemme hvad man vil arbejde med, og hvordan det skulle være. Vi har lært at bygge kredsløb på nye måder og arbejdet med lydinstallationer, og det er noget jeg godt gad at arbejde videre med”, siger en af eleverne.
Lærer Ulrik Hansen fik også øjnene op for denne metode, og så gerne lignende installationer som en del af skolens daglige udsmykning for at synliggøre mulighederne i engineering: ”Det var spændende at se eleverne kaste sig over opgaven som var både sjov og vedkommende for eleverne, og lærerig for både dem og mig. Der er ingen tvivl om at Danmarks Tekniske Museum med alle deres genstande, har nogle helt særlige muligheder for at få engageret unge i videnskab og teknologi,” fortæller Ulrik Hansen.
Selvom der går mange år inden de første Unge Forskere officielt vil kunne kalde sig ingeniører, så har de allerede givet en masse gode idéer videre til museet om, hvordan vi kommunikerer teknologi til et yngre publikum. Alt det på bare 3 timer.
Forløbet er udviklet på Danmarks Tekniske Museum til Engineering Day. Projektet er en del af Engineering i skolen, som er et samarbejde mellem Engineer the future, Naturvidenskabernes Hus, Astra og VIA University College, finansieret af Villum Fonden, Industriens Fond, Lundbeckfonden og A.P. Møller Fonden.
Danmarks Tekniske Museum ligger ca. 40 minutters kørsel fra København. Af offentlig transport holder busserne 802 og 353 foran museet. Se også http://www.tekniskmuseum.dk