Vi har nok alle hørt om selvkørende biler og lignende spændende projekter fra den automotive industri. Langt færre kender dog til ubemandede skibe og den type af projekter, som på sigt vil lade store flåder af skibe navigere fra havn til havn uden nogen form for driftsmandskab ombord. Men den slags løsninger udfordrer elektronikken og strømforsyningerne
Selv om det endnu er tidligt i forløbet, så har projekter som MUNIN (the Maritime Unmanned Navigation Through Intelligence In Networks) undersøgt bæredygtigheden af ubemandede skibssystemer, og MUNIN er også prøveklud for den fremtidige udvikling af førerløse skibe. Brugen af ubemandede skibe vil kræve en ekstrem pålidelighed fra hovedgeneratoren og frem til hver enkelt point-of-load. Det stiller krav til forsyningsdesignerne, som langt overgår det, der er set frem til dato.
Fremtidige generationer af strømforsyninger til førerløse skibe er endnu ikke definerede, selv om det er vigtigt at forstå det maritime segments meget specifikke behov i forhold til miljøkrav og regulativer. På grund af det hårde og ofte saltholdige og fugtige miljø på skibe, skal produkter og systemer til skibe og offshore-installationer overholde skrappere krav end udstyr til industriel- og kontorbrug. De internationale regulativer og standarder inden for den maritime verden er desuden yderst komplekse og kræver en dyb viden om applikationen, og hvor den vil blive brugt.
Forsyningsdesignere skal kende til de specifikke krav til maritim spændingsdistribution, kombinerede AC- og DC-netværk, sikkerhedsregulativer og mange andre aspekter som ”operative zoner”, der kan variere betydeligt fra skib til skib – også afhængigt af den cargo, som skibet skal transportere.
Læs Powerbox’ Patrick Le Fèvre visioner om strømforsyninger til fremtidens skibsfart i Aktuel Elektronik 15/2017, som udkommer 8. december.