Ifølge oplysninger fra vor norske søsterpublikation, Elektroniknett, har den tyske regering besluttet at anskaffe Joint Strike Missile (JSM) til sine F-35 jagerfly i en aftale, der forventes at have en værdi af omkring 6,5 milliarder norske kroner (ca. 4 mia. DKK) til Kongsberg Defence & Aerospace (Kongsberg).
– Vi er glade for at byde Tyskland velkommen som den femte nation, der vælger JSM til sin F-35-flåde, siger Eirik Lie, administrerende direktør for Kongsberg Defence & Aerospace. JSM’ens navigationssystem, flyprofil og automatiske målgenkendelsesteknologi gør det til et fremragende valg til F-35.
Den foreslåede anskaffelse er struktureret som en stat-til-stat-aftale mellem Norge og Tyskland som en del af samarbejdet om forsvarsmateriel mellem de to nationer. I henhold til aftalen vil det norske Forsvarsmaterielagentur (FMA) fungere som kontraktpartner.
Aftalen om Tysklands anskaffelse af JSM blev godkendt af Forbundsdagen den 4. juni. Som omtalt i Kongsbergs første kvartalsrapport er forhandlingerne stadig i gang. Kontrakten forventes at blive underskrevet inden udgangen af første halvdel af 2025.
Tyskland bliver det femte land, der vælger JSM, og slutter sig til de eksisterende kunder Norge, Japan, Australien og USA. Det danske luftforsvar skulle måske også overveje at købe JSM-missilerne til sin flåde af F-35 fly…