Det blev Marco E. fra Regensburg, der løb med førstepræmien i Digi-Keys flotte lotteri under Electronica, hvor hovedpræmien var en Chevy Camaro i knaldrød med V8’er og hele svineriet. Marco E. blev udtrukket tilfældet og fik en “teaser” om, at han godt måtte komme tilbage til Electronica-messen om fredagen, hvor han fik overrakt præmien.
Vi siger ikke bilen, for den meget fornuftige unge mand, der arbejder på sit afsluttende projekt valgte konverteringspræmien på 50.000 euro. Jaja, det var da meget fornuftigt (gaaaaab!), men det ville da have været langt sjovere at køre bort i en toptrimmet yankee-slæde og måske have lavet et par donuts i udstillingshallen.
I en tid, hvor alting er så pænt og dydigt – og elektrisk – er det befriende med lidt larm i gaden – og hvis Digi-Key gentger succesen på Electronica i 2020, så ryger redaktørens visitkort i bowlen. Og præmien bliver ikke konverteret til penge – så hellere tage den danske statsafgift…
Hmmm, og så i øvrigt tillykke til Marco E. Klog ung gut, som branchen sikkert vil få gavn af, når han har bestået sit afgangsprojekt.
RSH

