De selvkørende mobile robotter hos Danmarks hurtigst voksende robotproducent, MiR, suser ud til kunderne, og i første halvår af 2018 steg omsætningen hos Mobile Industrial Robots med 130 procent sammenlignet med det halvårlige resultat i 2017. Samtidig udvider MiR for anden gang siden årsskiftet sit hovedkvarter yderligere og tilføjer nu 50% ekstra kvadratmeter for at få plads til en større produktion og de mange nye medarbejdere. Staben har netop passeret 110 ansatte, hvilket er en fordobling siden årsskiftet.
Blandt MiRs kunder findes mange multinationale koncerner som Honeywell, Danone, Flex og Airbus, der efter at have testet anvendelsesmulighederne med MiRs robotter, vender tilbage med bestillinger på større flåder. Også i andre sektorer vinder de mobile robotter ind, og senest har enen kinesisk distributør ved navn Bionlink fået leveret 25 MiR-robotter, der skal automatisere logistikken på en række kinesiske hospitaler.
“Her i 3. kvartal forventer vi, at vores nye robot MiR500 også kommer til at sætte et positivt præg på ordrebogen. Vi har netop lanceret robotten, som kan automatatisere transporten af større, tunge emner og paller og vi mærker allerede en stor interesse for MiR500 fra både distributører og slutkunder. Desuden oplever vi generelt, at mobile robotter er blevet så velkendt en teknologi, at kunderne nu ofte bestiller større flåder på op til 20-25 robotter til deres produktion”, siger Thomas Visti, CEO i MiR.