Af Rolf Sylvester-Hvid, Embedded World, Nürnberg

En udtalt tendens på dette års Embedded World er, at stadigt flere producenter af processorer og controllere bevæger sig væk fra det traditionelle hardware-design, ligesom AI og agents skubber til den etablerede designforståelse. Design med kontekststyret udvikling og containers kan bidrage til at flytte udviklingen fra software frem mod den rigtige hardware snarere end omvendt.
Det er nok ikke nogen nyhed, at Renesas siden 2024 har haft et samarbejde med Altium (reelt har Renesas ejet Altium i flere år) med det formål at hjælpe industrien til brugervenlige løsninger, der hurtigt kommer ud på markedet på nem og effektiv måde. Det har sidste år ført til etableringen af Renesas 365 samarbejdet, der nu efter Embedded World bliver gjort tilgængelig for hele det embeddede marked. Det store dyr i åbenbaringen er selvfølgelig AI og dermed også de værktøjer, som kan trække agents og lignende ”genveje” ind i designet.
– Altium har i årtier leveret de værktøjer, som har gjort en struktureret udvikling af selv meget komplekse processorbaserede systemer til en mulighed. Mange har nok også arbejdet med Altium Designer. Udviklingen trækker dog i forskellige retninger, og brugen af AI og agenter ændrer fuldstændigt det hidtidige design-flow. Læg dertil, at de embeddede processorer vokser eksplosivt i størrelse og kompleksitet, hvilket reelt kunne drukne designerne i kodeskrivning. Vi har anvendt en meget effektiv discover-, develop-, designmetodik med afsæt i Altiums designløsninger, men med Renesas 365 kigger vi værktøjs-suiter og designs på en ny måde, siger Mohammed Dogar, der er vicedirektør i Renesas.
Der er med andre ord brug for at udvikle en slags lifecycle-management, der opererer ud fra en end-to-end platform, så eksisterende løsninger med meget få indgreb kan fungere som en modelbaseret platform en med hurtigere og enklere kontekst-bevidst modellering af et design på systemniveau – typisk med udgangspunkt i open-cloud adgang til værktøjer, agenter, modeller og lignende nødvendige løsninger.
For at citere Leigh Gawne fra Renesas, så vil Renesas 365 fremover tage udgangspunkt i semantisk orienterede modeller, hvor sproget i klar tale erstatter eller bygger over på den AI-modelbaserede og kontekst-bevidste agentstyrede udvikling. Han peger på, at containere indeholder mange af de løsninger, man som udgangspunkt har brug for i udviklingen. Altiums designværktøjer skal ved firmware-/software-udviklingen trække containers med eksempelvis FreeRTOS, MCUboot-for-RA og færdige værktøjer til ansigts- eller stemmegenkendelse og lignende ind i systemløsningen. Det smarte er dog, at man ikke skal låse sig fast på en given embedded processor. Med Renesas 365 peger den kombinerede løsning på de processorer, der vil være i stand til at udføre opgaven, og dermed vælges hardware-løsningen skalérbart ud fra de vitale containers – og ikke omvendt. Det vil – igen ifølge Renesas eksperter – gøre livet betragteligt lettere i fremtiden.
Se hele rapporten fra Embedded World i Aktuel Elektronik 4/2026, som udkommer 8. april – også på http://www.techmedia.dk

