En af de førende forskere inden for robotteknologi, den internationalt anerkendte robotforsker Henrik I. Christensen, bliver keynote speaker på R-18, som afholdes parallelt med elektronikmessen, E-18, i dagene 11. – 13. september. Og det bliver et af tidens mest interessante temaer, som han sætter fokus på med spørgsmålet: Hvad kommer fremtidens robotteknologi til at betyde for menneskeheden?
Henrik I. Christensen er leder af det førende robotforskningscenter på University of California i San Diego. Han har tidligere grundlagt IRIM – Robotics and Intelligent Machines – på Georgia Institute of Technology og har desuden rådgivet USA’s tidligere præsident Barack Obama i spørgsmål omkring robotteknologi. Det er således en af de absolutte sværvægtere inden for robotbranchen, der kan opleves i Odense Congress Center.
Henrik I. Christensen er direktør for Contextual Robotics Institute ved University of California, San Diego og professor i computervidenskab i afdelingen for Datalogi. Han har tidligere været rådgiver for præsident Obama og i den forbindelse sat kursen for det amerikanske forskningsprogram National Robotics Initiative. Henrik I. Christensen sidder i ledelsen for ROBO-global investeringsfonden, som administrerer midler for mere end 30 milliarder kr. Henrik I. Christensen kan opleves som keynote speaker tirsdag den 11. september i Odense Congress Center med titlen “The future of robotics”.
Det er blot én af grundene til at besøge E-18/R-18 messen, der i 2016 satte rekord for antallet af besøgende. I år er der endnu mere fokus på elektronikproduktion – ikke mindst med brug af robotter lige fra montage til boxbuilding. Se programmet for messen og konferencen i Aktuel Elektronik 9/2018, som udkommer 27. august.