Danske virksomheder skal blive bedre til at skabe eksport via digitale kanaler, herunder online markedspladser. Vigtigheden af dansk eksport er stor og genererer godt 775.000 arbejdspladser.
Ifølge Danmarks Statistik kommer blot 2 pct. af danske virksomheders samlede omsætning fra web-salg til udlandet. Det kommer sig bl.a. af, at kun 1/3 af virksomhederne med digitalt salg og som sælger til udlandet, hvilket placerer Danmark på en 26. plads i Europa, blandt andet overgået af Grækenland og Kroatien. Og på en anden parameter ses det, at ud af 27 EU-lande ligger Danmark på en 24. plads ved at kun 16 pct. af de danske virksomheder med web-salg sælger via online markedspladser.
En af metoderne til at sælge mere til udenlandske kunder kan være at sælge via online markedspladser.
– Online markedspladser fylder meget i det digitale landskab og kan fungere som en genvej til eksportmarkederne. Derfor er det vigtigt, at danske virksomheder – små såvel som store – formår at navigere i denne salgskanal, siger Mads Lebech, adm. direktør i Industriens Fond, om baggrunden for fondens bidrag til det nye projekt, der udføres sammen med Copenhagen Business School og Dansk Industri.
Salg via online markedspladser kan derfor være en genvej til ny omsætning, fordi markedspladserne typisk har en stor og tilbagevendende kundestrøm og et effektivt logistisk setup, der både favner virksomheder der allerede har e-handel, men også virksomheder uden egen webshop.
Udfordringen hos mange danske virksomheder er, at de ikke har den fornødne viden om, hvordan markedspladserne fungerer i praksis, i hvilke situationer de bedst kan bruges, og hvilken konsekvenser det har, at sælge via markedspladserne – blandt andet de rent tekniske it-krav, men også i forhold til løbende opdatering og vedligehold. Derfor bliver markedspladserne ofte forbigået.
Et nyt projektsamarbejde mellem Copenhagen Business School, Dansk Industri og Industriens Fond, skal – under overskriften ”E-eksport via online markedspladser” – ruste danske virksomheder med viden og kompetencer til at træffe kvalificerede beslutninger om, hvorvidt de ønsker at drive salg via online markedspladser eller ej, samt tilvejebringe værktøjer og arbejdsmetoder, så virksomheder, der aktivt vælger denne salgskanal, lettere kan etablere sig på de online markedspladser.
Helt konkret vil det nye projekt blandt andet etablere en platform, der vil lette virksomhedernes it-integration ved salg på eksempelvis Amazon og Ebay. Parallelt med selve værktøjet udvikles også en række publikationer, guides og skabeloner, som virksomhederne kan anvende til at vurdere markedspladsernes forretningsmæssige potentiale og muligheder.

