Så er det vist ved at blive valgår: Da statsminister Lars Løkke Rasmussen i går åbnede Folketinget var et væsentligt punkt, at man i Danmark fra 2030 kun skulle kunne købe emissionsfri – eller lavemissions – biler. Dermed tækkes statsministeren tydeligvis et stort grønt stemmegrundlag og tegner samtidigt et billede af en borgerlig fløj, der understreger sit miljøansvar – og det er jo sådan set godt nok. Med en sådan politisk beslutning ville Danmark blive det første land, der tager så radikal en beslutning om udfasning af køretøjer på fossile brændstoffer.
Problemet er dog nok, at der i disse betragtninger ikke er taget hensyn til de mere holistiske betragtninger i elbil-infrastrukturen, og derved formår gode hjerter og varme hænder muligvis at begå en fejl, der kan få vidtrækkende konsekvenser for det globale miljø – og ikke bare i temperaturmæssig forstand.
Volvo, der har et lignende erklæret mål om kun at fremstille emissionfri/-neutrale køretøjer i 2030, har ifølge udsagn på svensk TV konstateret, at “man ville kunne køre 300.000km i en dieseldrevet Volvo på den mængde energi, der skal bruges til fremstilling af et sæt batterier til en større elbil”. Det er bare ét skridt i den overordnede energibetragtning, som man skal tage hensyn til i elbil-regnskabet.
Elbilers stadigt større batteripakker medfører også, at bilerne skal transportere den fulde vægt af deres forsyning – uanset den tilbageværende rækkevidde. For så vidt, at el-bilerne er forsynet udelukkende fra bæredygtige energikilder, er det ikke så stort et problem, men da vi fortsat kun har en 42 procents forsyning af elnettet fra – primært – vind, så vil vi bruge en overvejende mængde fossilt brændsel til opladning af batterierne. Effektiviteten af det samlede ladesystem giver faktisk også en virkningsgrad, som ikke imponerer i forhold til et fossilt drevet bil, så “grønt” kan hurtigt bliver “sortere”, end vi regner med.
Recycling af lithium er for tiden kun 6 procent – hvor bly recycles op med over 99 procent – og fremstillingen af Li-Ion batterier er både meget energikrævende og stærkt forurenende. Vi oplever dog ikke konsekvenserne af lithiumudvindingen i den vestlige verden, da meget lithium fremstilles i tidligere sovjetiske randstater og lignende geografiske udkantsområder. Det er dog tvivlsomt, om der vil være nok energi til rådighed på kloden – endsige arealer nok til litihum-produktion – hvis vi alle skal køre i elbiler med batterikapacitet til op mod 500km på en opladning.
Elbiler har været fremstillet kommercielt i over 100 år – og nogle af de bedst fungerende elbiler er faktisk over 100 år gamle – men vi skal nok se elbiler som en del af den elektriske infrastruktur snarere end som private befordringsmidler. Batterikapaciteten skal faktisk ikke op, men hellere ned, og elbilen forsynes fra elskinner eller lignende på de længere (motorvejs)stræk. Batterierne bør desuden indgå som en aktiv del af den samlede energiforsyning i samfundet. Og måske bør vi overveje at bruge den energi, som fremstilles af vindmøller i energidøgnkurvens lavpunkter til generering af brint eller industrielt fremstillet brændstof, så vi kommer ud over batteriproblemet.
Det er for let at se elbiler som en isoleret løsning på Verdens klimaproblemer. Det er en brik i puslespillet, men energi- og transportinfrastrukturerne hænger sammen på en langt mere kompleks måde. Det kræver teknologisk omtanke og ikke politisk varm luft i et valgår.
RSH