I fortsættelse af Financial Times’ offentliggjorte liste over Europas bedste inkubatorer og acceleratorer er også Sound Hub Denmark blevet anerkendt for ’bedste kontor og labfacilitet’ i Europa, den bedste hub i Danmark, samt samlet set den 34. bedste startup hub i Europa. Det er en anerkendelse, som cementerer det internationale miljø for lydinnovation, som blev skabt i Vestjylland i 2018.
Financial Times har analyseret 2600 hubs, for at finde de 125 mest anerkendte i Europa. På listen er der alt fra etablerede universiteter, over virksomhedsinkubatorer til fuldt kommercielle acceleratorer.
Analysen baseres primært på udsagn fra tidligere inkubator/accelerator deltagere indenfor seks kategorier. Uafhængige eksperter, herunder business angels, VC’er, iværksættere og akademikere har ligeledes givet input.
Dykker man ned i den offentliggjorte analyse, har Sound Hub Denmark disse placeringer blandt de 125 mest anerkendte startup hubs i Europa:
- Nr. 1 – Bedste kontor og lab facilitet (‘Office & Lab space) i Europa
- Nr. 1 – Bedste startup hub i Danmark
- Nr. 4 – Bedste startup hub i Scandinavien & Baltikum
- Nr. 18 – Bedste placering blandt de adspurgte tidligere programdeltagere (såkaldte: alumni)
- Nr. 34 – Samlet placering ud af de 125 bedste hubs i Europa
- Nr. 39 bedste placering indenfor adgang til netværk
- Nr. 51 bedste placering indenfor mentoring og uddannelsesudvikling
Sound Hub Denmark har siden etablering udviklet og drevet danske inkubationsprogrammer og internationale acceleratorprogrammer; herunder verdens eneste soundtech accelerator program. Det vedholdende arbejde med at støtte talentfulde lyd-startups anerkendes nu i denne europæiske kortlægning.
Om Sound Hub Denmark
Sound Hub Denmark er verdens første internationale teknologi- og innovationshub for lyd – et kraftcenter for innovation med lyd. Det er et vækstmiljø med et innovativt kontorfælleskab og lydudviklingsmiljø med måle-, værksteds- og testfaciliteter i verdensklasse og med adgang til fagspecialister, mentorer og vidensinstitutioner samt en unik klynge af virksomheder med supplerende kompetencer. Et arbejds- og innovationsmiljø hvor iværksættere, opstartsvirksomheder, freelancere samt etablerede lyd- og akustikvirksomheder kan fokusere. De har alle en ambition om at blive verdensklasse indenfor deres felt.