
– For fjerde kvartal i træk opnåede vi tocifret vækst i omsætning og operationelt EBITDA, drevet af kapacitetsudvidelser, tilfredsstillende projektudførelse og fortsat vækst i vores forretningsenheder Solutions og Applications, siger NKT’s CEO Claes Westerlind om udviklingen i 3. kvartal 2023.
Den førende position på markedet for højspændingskabler blev endnu en gang bekræftet af betydelige ordretildelinger inklusiv den største ordre i NKT’s historie fra den tyske netoperatør 50Hertz.
I 3. kvartal 2023 steg NKT’s omsætning (i std. metalpriser) med EUR 143 mio. sammenlignet med 3. kvartal 2022, svarende til 44% organisk vækst. Forbedringen skyldtes øget omsætning i Solutions og Applications, hvor tilfredsstillende eksekvering og tidligere investeringer i øget produktions- og installationskapacitet drev størstedelen af kvartalets vækst. Inden for Service and Accessories faldt omsætningen, hvilket afspejler lavere aktivitet i markedet for kabelreparationer sammenlignet med 3. kvartal 2022.
Drevet af højere indtægter samt marginforbedringer inden for Solutions og Applications steg operationelt EBITDA til EUR 76,5 mio. i 3. kvartal 2023 mod EUR 35,2 mio. i 3 kvartal 2022, hvilket er det højeste niveau nogensinde i et enkelt kvartal.
I 3. kvartal 2023 voksede ordrebeholdningen af højspændingsordrer markant til et nyt rekordhøjt niveau på EUR 11,0 mia. (EUR 9,6 mia. i std. metalpriser). Dette var drevet af tildelingen af en rammeaftale og fem kabelprojekter fra den tyske netoperatør 50Hertz. De fem projekter har en samlet værdi på ca. EUR 3,5 mia., hvilket satte ny rekord for NKT.
I 3. kvartal 2023 fortsatte NKT med eksekveringen af investeringsprogrammet på ca. EUR 1 mia., som blev annonceret i maj 2023 for at levere på den rekordhøje ordrebeholdning og understøtte fremtidig profitabel vækst. Væsentlige anlægsinvesteringer relateret til investeringsprogrammet forventes at påbegyndes i de kommende år. Som forberedelse til dette har NKT styrket sin kapitalstruktur gennem en fuldtegnet fortegningsemission, som bidrog med et nettoprovenu på EUR 357 mio. i 3. kvartal 2023.
De finansielle forventninger blev opdateret i selskabsmeddelelse nr. 29 af 30. oktober 2023: Omsætningen (i std. metalpriser) forventes at blive ca. EUR 1,85-1,9 mia. (tidligere ca. EUR 1,8-1,9 mia.) og operationelt EBITDA forventes at blive ca. EUR 240-260 mio. (tidligere ca. EUR 215-245 mio.).