Kvartalsregnskabet fra industrikonglomeratet Schouw & Co. cementerer GPVs position som en af Europas førende EMS-virksomheder (Electronic Manufacturing Services) med produktion i både Asien, Europa og Amerika. Omsætningen er vokset fra 322 millioner kroner i 3. kvartal 2018 til 741 millioner kroner i 2019 svarende til en stigning på 130 procent. Den samlede omsætning efter årets tre første kvartaler ligger nu på 2,17 milliarder kroner mod 903 millioner kroner året før. Den store omsætningsfremgang skyldes i al væsentlighed opkøbet af CCS i slutningen af 2018 og en vellykket integration i årets første ni måneder:
– Opkøbet af CCS, som blev gennemført i slutningen af 2018, og den efterfølgende integration har selvklart fyldt meget for hele organisationen de seneste 9 måneder. I januar 2019 satte vi integrationsaktiviteterne i gang med et globalt navneskifte til GPV, og siden er det gået slag i slag med at tage det bedste fra de to verdner, forklarer administrerende direktør Bo Lybæk fra GPV og fortsætter: – Hele processen er indtil videre gået som forventet, hvor de budgetterede omkostninger til integration dog har været lavere end forventet. I det hele taget har GPV og CCS vist sig at være det perfekte match – både internt og eksternt ud mod kunderne.
Indtjeningen (EBITDA) stiger fra 37 millioner kroner i 3. kvartal 2018 til 56 millioner kroner i 2019, og den samlede indtjening for årets tre første kvartaler ligger nu på 143 millioner kroner mod 86 millioner kroner året før. Indtjeningen ligger på det forventede niveau, om end den er negativt påvirket af dels en væsentlig ændring i kursen på thailandske Bath og Schweizerfranc i forhold til de primære afsætningsvalutaer samt en aftagende efterspørgsel hos nogle af GPVs kernekunder:
– Vores største produktionsenhed ligger i Bangkok i Thailand, og her er valutaen Thai Bath steget med 12 procent på bare 12 måneder. Det betyder, at dækningsbidraget fra vores produkter herfra har været under et tilsvarende pres, da lokale omkostninger er blevet relativt dyrere i forhold til de valutaer, kunderne faktureres i. Derudover har vi særligt i 3. kvartal mærket en aftagende efterspørgsel blandt en håndfuld af vores største kunder, og det skyldes primært den geopolitiske usikkerhed forårsaget af handelskrigen imellem USA og Kina, fortsætter Bo Lybæk:
– Udsigten til ændrede konjunkturer behøver ikke kun at være dårligt nyt for GPV. Vi forventer nemlig, at flere af vores kunder vil overveje, om de skal omstrukturere produktionsenheder og i stedet outsource en del af deres elektronikproduktion. I krisetid vælger mange kunder potentielt at gå fra faste til variable omkostninger, og det giver os nogle helt særlige muligheder som leverandør, slutter Bo Lybæk.
Han siger dog supplerende, at GPV ikke forventes at høste denne fordel før i 2021 og 2022, og at fokus i den kommende tid fortsat skal ligge på integrationens næste fase. Efter 3. kvartals regnskab fastholder GPV en forventning om at realisere en omsætning for hele året i størrelsesordenen 2,75 milliarder kroner. Forventningen til årets resultat (EBITDA) indsnævres til intervallet 190-200 millioner kroner mod tidligere forventet 190-210 millioner kroner.