Scandinavian Creative AI Summit er en banebrydende ny konference om kreativt skabende kunstig intelligens og den første skandinaviske konference specifikt om betydningen af kunstig intelligens (AI) i de kreative brancher – såsom film, tv, reklame og design.
Konferencen er udviklet til at inspirere og udfordre ved at vise, hvordan generativ AI kan anvendes til at skabe indhold og revolutionere måden, vi tænker på kreativitet i dag.
Den internationalt orienterede konference løber af stablen den 21. februar 2024 i Industriens Hus i København, i et samarbejde mellem DI Digital og DI Rådgiverne, Copenhagen Future TV Conference ved Claus Bülow Christensen og Bastholm Creative Consulting ved Lars Bastholm
Konferencen er unik ved at kombinere høj international ekspertise med et stærkt kreativt fokus. Deltagerne vil således opleve indlæg fra nogle af de mest respekterede og visionære talere inden for AI og den kreative industri – talere, der ikke ofte gæster Danmark.
Blandt konferencen 12 talere er blandt andet disse foreløbige højdepunkter:
Gary Koepke – højt profileret instruktør af bl.a. U2 musikvideoen “Window in the Skies”, som i dag er medstifter af firmaet Cuebric, der med sin AI software sætter helt nye standarder for filmproduktion med AI.
Jason Zada – en anerkendt filmskaber og instruktør, der har anvendt AI i sin seneste filmproduktion.
Mailine Swildens – chef for Google Creative Works i Europa. Google opfandt de grundlæggende teknologier bag generativ AI boomet, og Mailine vil på konferencen fortælle om deres næste skridt og betydningen for kreativ udfoldelse.
Wesley ter Haar – stifter af virksomheden Media.Monks, der for nylig blev udnævnt til et af verdens bedste AI bureauer af AdWeek.
Jakob Plesner Mathiasen og Morten Rosenmeier – advokater med speciale i ophavsret i underholdningsbranchen og med særlig fokus på de ophavsretsmæssige udfordringer, der er en markant følgevirkning af udviklingen inden for skabende kreativ kunstig intelligens.
– Der er mange konferencer om AI i øjeblikket, men de fleste af dem tager meget bredt sigte og er sjældent særlig interessante for folk i den kreative branche. Vi savnede simpelthen et forum for dem, der arbejder med design, lyd, billeder og film, hvor vi kunne mødes og tale om, hvad generativ AI kommer til at betyde for os – samt give værdifulde indsigter til alle dem, der arbejder med de kreative brancher, siger medstifter af SCAISU, Lars Bastholm.
Scandinavian Creative AI Summit er stiftet af Lars Bastholm og Claus Bülow Christensen.
Hele det omfattende program for Scandinavian Creative AI Summit er tilgængeligt på konferencens website: http://www.scaisu.com


