
(foto: AU Foto og Agro Business Park via Ritzau)
Aarhus Universitet har besluttet en organisatorisk sammenlægning af to nuværende centerenheder for forskningsbaseret rådgivning inden for natur, miljø, klima, energi, fødevarer og landbrug. Hidtil har indgangen til denne rådgivning været fordelt på to centerenheder under henholdsvis DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug og DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi. Med den organisatoriske sammenlægning bliver de to centerenheder samlet under samme ledelse og i en fælles organisation.
– Med sammenlægningen får ministerier og andre samarbejdspartnere en fælles indgang til vores rådgivning. Samtidig understøtter sammenlægningen det strategiske arbejde med at rådgive på tværs af fagområder som for eksempel natur, miljø og landbrug. Det er i høj grad efterspurgt for eksempel i forbindelse med den grønne trepart og i løsningen af nogle af de andre store og komplekse udfordringer, samfundet står overfor, siger Ole Hertel, der er prodekan for myndighedsrådgivning og erhvervssamarbejde ved Faculty of Technical Sciences, Aarhus Universitet.
Den nye, samlede centerenhed for DCA og DCE får Maria Sommer Holtze som direktør. Hun har hidtil ledet DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi.
Aarhus Universitet løser gennem DCA og DCE flere hundrede rådgivningsopgaver for ministerier og styrelser om året. Dertil kommer yderligere en række opgaver for virksomheder og organisationer uden for rammeaftalerne med staten.
Der er cirka 40 ansatte i den nye, sammenlagte centerenhed. De bibeholder deres tjenestesteder i Viborg, Roskilde og Aarhus. Nyt navn, logo og samlet strategi for den nye centerenhed forventes at ligge klar 1. januar 2027. Indtil januar 2027 udkommer alle publikationer fortsat under de kendte navne DCA og DCE

