
Berlingskes redaktør, Tom Jensen, omtalte for nyligt ét af vores regeringspartier som “klovnebussen” med henblik på den politiske styring i partiet – eller rettere manglen på samme. Genindsættelsen af Marie Bjerre som Digitaliseringsminister er – set fra industriens synsvinkel – et tegn på, at der bliver flere til at træde i pedalerne i bemeldte bus. I en samtale med een af elektronikfokus’ kilder inden for de tekniske erhverv om, hvorfor der mon ikke var een eneste ingeniør i Folketinget, lød svaret: “Det er ingeniører nok for intelligente til”…
Genindsættelsen af Marie Bjerre sætter desværre den politiske dagsorden for teknologisk udvikling af dansk industri – og det politiske økosystem rundt om industrien – ind på en katastrofekurs. Den kortvarige udpegelse af Mia Wagner i samme stilling kunne måske have været bedre, men Marie Bjerres tilbagekomst til ministerstillingen er uforståelig. Ydmygelsen af Marie Bjerre i det politiske klima må have svær at sluge, og vi må forvente, at hun nu føler sig så udsat i rollen som minister – en rolle hun øjensynligt brændende ønsker – at hun næppe vil have nogen gennemslagskraft over for statsminister Mette Frederiksens vigtigere – som i populære – ministerier.
Marie Bjerres baggrund indeholder næppe den teknologiske forståelse, som man måtte kunne forvente af en digitaliseringsminister. Marie Bjerre er uddannet jurist og har en kortvarig erhvervserfaring inden for netop jura. Selvfølgelig er der også jura involveret i udviklingen af de digitale platforme, men aktuelt er teknologien det afgørende, og internationalt vil de store spillere inden for teknologisk udvikling sandsynligvis ignorere danske juridiske forhold fuldstændigt.
En digitaliseringsminister burde som fornemste opgave have at hjælpe Danmark som nation til en udbygning af en teknologisk forkant, hvor man med hjælp fra elektronikken kunne løse et utal af de klimamæssige og energimæssige forhold, der er meget i fokus for tiden. Ulykkeligvis må vi nok snarere regne med, at den genindsatte digitaliseringsminister vil slå sig op på AI i sine mange former uden på nogen måde at kende til de algoritmer, der ligger til grund for neurale løsninger samt den gauss’ske fordeling, der udgør middelværdien i stort set alle AI-baserede “beslutninger”.
Vi må håbe på en mere udtalt slagkraft i den digitale fremfærd for dansk industri, men virkeligheden er desværre nok, at embedsværket af jurister og økonomer bliver udbygget uden, at det fra politisk hold på nogen måde skubber dansk industri fremad. Som så ofte før må dansk industri og elektronik selv klare opgaven – men det er vi nu heldigvis også ret gode til. Husk på, at elektronikken repræsenterer langt større økonomi end landbrug og fiskeri – og sådan set også flere stemmer…
RSH