Pro-Automatic A/S, med over 32 års erfaring i eltavleproduktion og hovedsæde i Holsted, etablerer salgs- og serviceafdeling i Sønderborg med 11 kontorpladser og et servicelager.
– Vi har mange kunder i Sønderjylland og nu styrker vi den regionale tilstedeværelse med en afdeling i Sønderborg. Samtidigt så imødekommer vi den vækst, der er i området, og søger nu aktivt flere projektledere og servicemontører, fortæller udviklingsdirektør Sonni Tønder.
Pro-Automatic har allerede en del medarbejdere, som er bosat tæt på Sønderborg. Nis Thaysen har været salgsingeniør i Pro-Automatic igennem 20 år, mens han har været bosat i Dybbøl, fortæller:
– Det er et stærkt hold, vi har sendt fra start her 1. oktober. Vi har en stor gruppe sønderjyder med lang anciennitet og solid eltavleerfaring i Pro-Automatic, og vi glæder os til at få arbejdsplads i Sønderborg. Teamet består af projektledere, servicekoordinator, servicemontør, salgsingeniør og beregner, som kan servicere kunderne lokalt.
Pro-Automatics produkter spænder fra gruppetavler i serieproduktion til avancerede og højteknologiske fordelingstavler, kunststoftavler samt styrestavler. Strategisk har de foretaget investeringer i ny teknologi, digitaliseringer samt procesoptimeringer for at fastholde produktionen af eltavler i Danmark.
I februar 2024 etablerede Pro-Automatic salgs- og serviceafdeling i Nordjylland. Strategien om at være landsdækkende cementeres nu med etableringen af afdelingen i Sønderborg, hvor sønderjyderne får gevinsten af en eltavle-leverandør tæt på dem.
Den grønne omstilling har kolossal betydning for Pro-Automatics vækst og udvikling. Det betyder et kæmpe boom i nye teknologier, energioptimeringer og omlægning til grøn strøm. Pro-Automatic er dedikeret til – i tæt samarbejde med kunder og samarbejdspartnere – at udvikle nye højteknologiske eltavle løsninger til mange sektorer for at dække markedet.
Pro-Automatics nye afdeling etablerer sig i lokaler på Lollandsgade 4 i Sønderborg. Det er et attraktivt industriområde med både kunder og rådgivere i nærområdet.