Vi må nok acceptere, at der altid har været “100-års pandemier”, og det vil der nok også være langt ud i fremtiden, indtil menneskeheden med korte horisonter kan udvikle kure eller vacciner. Spoler vi tiden tilbage, så har vi for ca. 100 år siden haft Den spanske Syge, i den tidlige del af 1800-tallet koleraepidemierne og i 1700-tallet det (hidtil) seneste udbrud af pest i større skala. Og lige nu bokser vi så med covid-19… fortsat…
Selv om vi ved indgangen til 2. halvår af 2020 begynder at se et øget smittetryk flere steder og på globalt plan tæller knapt 700.000 omkomne af “covid-19 relaterede sygdomme”, så virker det, som om forholdet mellem smitte og alvor af sygdommen bedres. Og for hver dag der går, kommer vi tættere på både effektiv, medicinsk behandling og en forhåbentlig snarlig vaccine. Og passer vi lidt klogt på os selv og hinanden, så behøver vi strengt taget ikke at lukke fuldstændigt for samfundet.
Kurverne for såvel forbrugernes tillid til marked og industriens udsigter går i øjeblikket den rigtige vej – altså opad. Og i én eller anden form vil alle gerne snart have deres liv tilbage med fysiske møder, rejser, messer og kundemøder. Den personlige kontakt er fortsat en afgørende i samhandlen mellem mennesker – om end nethandlen har haft kronede dage i 2. kvartal af 2020 og hen over sommeren.
Det er derfor positivt at se, at en række arrangementer bliver gennemført som planlagt i løbet af resten af 2020. Det begynder i Berlin med IFA-messen, der dog i år kun er for fagfolk og pressen og afkortet til 3. – 5. september. Det er en trøst, om end kun en lille én af slagsen, da CES i Las Vegas i januar, 2021, er blevet aflyst. Men på dansk hjemmebane gennemføres MCH Automatik i Brøndbyhallen, 8. – 10. september. Det er et koncept, som har en lille reduktion i udstillerantallet og dermed også større respektafstand, så vi kan mødes med opretholdelse af sundhedsmyndighedernes “diktat” om forsamling og antal af mennesker pr. arealenhed.
Endelig ved vi, at Electronica i München bliver gennemført 10. -13. november. Angiveligt holder messen sig til i alt seks haller, men det skal vel nok endda blive meget fyldestgørende. Desværre må vi nok forvente et vist mandefald blandt både amerikanske og japanske virksomheder samt flere globale distributører. USA er vitterligt hårdt ramt efter en uforsigtig indledende holdning til covid-19, og japanere er altid konservativt-forsigtige, når det drejer sig om faktorer, man ikke selv kan styre. Men alligevel: Seks haller skal nok give masser at kigge på.
Så på redaktionen pakker vi mundsprit og håndbind og gør os klar til at rapportere om nyhederne fra den store Verden – og krydser i øvrigt fingrene for en snarlig bedring af klodens helbred på alle fronter. Vi glæder os til fortsat at støtte industrien, og vi håber da også, at industrien – og læserne – støtter os. Vi har jo alle brug for hinanden. Også på den anden side af covid-19 pandemien…