
Philips og de danske firmaer designvirksomheden Georg Jensen og tekstilproducenten Kvadrat er gået sammen om at forene ekspertiserne i nogle helt nye, anderledes og elegante elektronik-produkter: En powerbank og to trådløse Bluetooth-højtalere er resultatet. Og som designer Jesper Su Rosenmeier fra Georg Jensen A/S siger:
– Det er to verdener der mødes, hvor vi sparrer og lærer af hinanden – og hiver det bedste frem fra begge verdener.
Philips er kendt for høj kvalitet og et stilrent, europæisk design – ikke mindst når det gælder TV, hvor der også er lavet en model med design af Georg Jensen. Derfor er der logik i at udvide samarbejdet, og som det i forvejen er tilfældet på blandt andet soundbars og hovedtelefoner leverer Kvadrat, som er kendt for design og kvalitet i top, den lækre stofbeklædning.
Toppladen er i poleret stål og resten er beklædt med højtalerstof i uldblanding, der lader lyden trænge uhindret igennem. Har man to Georg Jensen-højtalere, kan man parre dem og få stereolyd.
Georg Jensens polerede stål i toppen går igen i powerbanken, hvor resten er beklædt med bæredygtigt læder fra skotske Muirhead.
Det tidløse, underspillede design har både trådløs Qi-ladestation og et USB-kabel, som elegant også benyttes som aftagelig bærerem. Læderkabinettet skjuler Qi-ladestationen og det er nemt blot at placere mobilen på højtaleren, når den skal oplades.
En detalje er det smukke, bløde læder med en tekstureret overflade som sikrer, at powerbanken ikke glider på skinnende overfalder.
Følg med på Twitter:@TPVision