Teknologi fra fynske Automation Lab gør det muligt at indsamle viden fra maskiner i hele verden. Viden, som kan være guld værd og som kan spare nedbrud, olie og fejlproduktion. Teknologien gør det også muligt at høste data fra egne solgte maskiner, så man kan sikre sig indtægten fra efterfølgende service. Men endnu mangler mange maskinbyggere at forstå de uanede muligheder i teknologien.
Servitization og er en udløber af Industri 4.0 – og bare en af de ting, ny datalogging-teknologi fra Automation Lab i Svendborg kan bruges til. Automation Labs teknologi gør det muligt at holde øje med maskiners performance globalt i et lettilgængeligt overvågningsværktøj. Dermed kan udvalgte maskiner overvåges fra langdistance 24/7, så de udnyttes optimalt. Teknologien bruges allerede til at indsamle data på så forskellige områder som væksthuse, oliefiltrering og skibsfart.
Automation Labs dataloggere kan anvendes i utallige brancher og er allerede en vital komponent i virksomheder, der tilbyder så forskellige tjenester som møbelproduktion, fiskefarms-service og gas-opgradering. For eksempel er stationer til måling af vandkvalitet leveret af virksomheden Blue Unit A/S, der sælger udstyr til fiskefarme på globalt plan, er allerede udstyret med Automation Labs dataloggere. Her fører datafangst til øget fiskefangst, da farmenes udbytte øges med forbedret overvågning af vandkvaliteten. Teknologien udvikles nu med beslutningsstøtte og supportopfølgning for at automatisere de rådgivningsprocesser, som er et af Blue Units centrale produkter. Et eksempel er virksomheden Ammongas, som opgraderer gas i en anlæg over hele Norden. Ansatte i Danmark følger via Automation Labs teknologi anlæg i Norge og Sverige og kan hurtigt gribe ind, hvis gaskvaliteten falder.
– Markedet for Automation Labs dataopsamling er ubegribeligt stort. Men det kræver, at maskinbyggere forstår mulighederne i, at vi med et stykke software, som vi lægger ned i den såkaldte PLC (programable logic computer), som de normalt allerede har indbygget i en ny maskine, med sikker kryptering kan sende data hjem til et dataopsamlingssystem og dermed rapportere i døgndrift om alt, hvad maskinen præsterer eller ikke præsterer, forklarer Claus Walter Jensen, CEO i Automation Lab.
Automation Labs ny teknologi er udviklet med støtte i form af EU-midler fra EU’s Regionalfond og fra Syddansk Vækstforum via innovationsprogrammet AutomationsBoost, som drives af aktørerne RoboCluster og Væksthus Syddanmark. Støttepengene finansierer 50 procent af den tid, de involverede bruger på at komme fra ide til færdigt produkt. Målet med AutomationsBoost er at øge graden af innovation og automatisering i små- og mellemstore virksomheder i Region Syddanmark og derved skabe vækst.
For yderligere oplysninger, kontakt venligst: Claus Walther Jensen, Automation Lab, tlf +45 53 11 29 12, cwj@automationlab.dk