Da Kodak-koncernen i 70’erne satte ingeniøren Steve Sasson (født 1950) til at arbejde med digitalisering af fotos og udvikling af CCD-chippen, lagde koncernledelsen uforvarende spiren til koncernens udslettelse. Kodak så aldrig mulighederne i det digitale kamera, før det var alt for sent
Artiklen har været bragt i Aktuel Elektronik nr. 8 – 2024 og kan læses herunder uden illustrationer
(læs originaludgaven her)
Af Rolf Sylvester-Hvid
Der har i mange år eksisteret et begreb inden for fotografi: ”the Kodak-moment”. Da Eastman i 1888 grundlagde Kodak, skabte de også fundamentet for en koncern, der virkede lige så uudslettelig, som den var enorm. Men for avisens yngre læsere må vi nok hellere lige ridse historien op: Kodak var et kunstnavn, som skulle kunne bruges globalt og udtales ens på stort set alle sprog. Så langt, så godt. Eastman startede Kodak i en tid, hvor fotografi virkelig var på alles læber, men det var både tidskrævende og besværligt at tage billeder – og så skulle man have adgang til de rigtige lyskilder og kemi. Og inden for de mere aktionsmættede optagelser var øjeblikket som regel forpasset, før man overhovedet fik pakket en lysfølsom filmplade ud og sat den i kameraet. Kodak opfandt derimod det ganske enkle box-kamera med en rimelig nem betjening og indstilling af fokus, brændvidde og lysfølsomhed – og så selvfølgelig filmen, der gav brugeren typisk 12, 24 eller 36 billeder (still-photos). Det gjorde optagelserne hurtige, så man ikke missede ”the Kodak-moment” – og når filmen var skudt, så afleverede man bare filmen hos sin fotohandler, hvorefter Kodaks laboratorier fremkaldte filmen og leverede fotografierne på papir som tryk. Nemt, enkelt, ret billigt, og alle verdens forbrugere kunne være med.
Der var formuer forbundet med de materialer og services, som Kodak tilbød fotohandlere og forbrugere, og de helt store fortjenester lå i film og papir. Kodaks produkter og patenter var reelt kompatible med alle kameraer, og der blev dagligt skudt millioner, hvis ikke milliarder af fotografier samt selvfølgelig de afledede produkter som film til – ja – filmoptagelser til alle slags levende billeder. Kodak var engang blandt verdens største koncerner og sad i 1976 på 89 procent af verdensmarkedet for fotografiske film – så hvad pokker kunne gå galt?
Spiren til Kodaks ulykke kom dels fra en anden amerikansk teknologivirksomhed, Fairchild, og én af Kodaks ingeniører, Steve Sasson, der uforvarende skabte den teknologiske rutsjebane lige ned i helvede, som Kodak i løbet af kort tid gled ned ad. Se, Fairchild havde arbejdet med varianter af CMOS-transistorerne, blandt andet den såkaldte charge-coupled device (CCD), som er en matrix af lysfølsomme elementer, der kapacitivt kobler til hinanden og derved skaber en række ladninger svarende til de individuelle punkter eller ”pixels” på chippen. Og det var netop sådan en komponent, Kodak havde givet til den unge udviklingsingeniør, Steve Sasson, med besked om, at han kunne eksperimentere med chippen for at se, hvad den kunne …
Digitalt kamera på 3,6 kilogram
Steve Sasson kunne godt se mulighederne for at skabe billeder, man kunne gemme elektronisk med Fairchilds chip, der i sin grundform havde 100 pixels i både x- og y-retning – altså ”imponerende” 0,01Mpixels i dagens terminologi. Ved at udføre et x- og y-scan af de enkelte pixels kunne de kapacitanser, som lyskvanterne havde genereret serielt overføres til et kassettebånd, hvor ”billedet” blev lagret. Det tog rundt regnet 23 sekunder, så processen var ikke hurtig. Steve Sasson havde indbygget herlighederne i en kasse, der vejede omkring 3,6kg, så opfindelsen var ikke ligefrem mobil. Ikke desto mindre lykkedes det Steve Sasson at skyde et foto af en kollega, og ved afspilning af kassettebåndets indhold til en monitor optrådte der et genkendeligt – om end uldent – billede i sort-hvid af kollegaen.
Ret beset havde Steve Sasson opfundet den potentielt kommercielle variant af digitalkameraet, men teknologien var i 1975 så utilstrækkelig, at Kodak ikke rigtig troede på konceptet. De tog det patent, man som koncern nu altid tager (US-pat. no.: 4.131.919 fra 1977) med den lille ændring, at man nu lagrede billedet lidt hurtigere på en RAM-hukommelse og definerede opfindelsen som ”et digitalt kamera til optagelse af still-billeder”. Men da Kodak havde sin forretning inden for film og papir, så var der i koncernledelsen ikke nogen interesse i at arbejde videre med de digitale medier.
Den beslutning er siden blevet legendarisk inden for forretningsverdenen som én af de mest tåbelige afvisninger af ny teknologi nogensinde, og fra 1990’erne kunne man se den nu 100 år gamle koncern blive reduceret til nærmest ingenting, mens især Japan satte sig tungt og godt på hele det digitale kameramarked. Kodak prøvede lidt spæde tiltag med kameraer og printere, men de blev savet fuldstændigt over af de langt mere elektronikkyndige asiatiske koncerner. Og hvor der indtil ca. 1990 lå en fotoforretning i nærmest hver hovedgade, så er der langt mellem fotobutikkerne i dag. Desværre for kvalitetsoptagelserne vil nogen sikkert mene.
Steve Sasson fik på sin vis opfundet sig ud af sit job, om end han fortsatte i resterne af Eastman Kodak-virksomheden frem til 2009, hvorefter han fik et professorat i University of South Florida – i øvrigt efter meget velfortjent at have modtaget National Medal of Technology and Innovation fra den daværende præsident Barak Obama. Men tænk, hvordan det kunne være gået, hvis ledelsen hos Eastman Kodak i midt-70’erne havde arbejdet videre med mulighederne i det digitale fotografi …
Billedtekster:
1: Steve Sasson må tilskrives opfindelsen af det digitale kamera – og man kan fortsat møde ham på foto-events rundt om i verden. (Foto fra Wikipedia).
2: Sådan så Steve Sassons kamera fra 1975 ud. På 23 sekunder kunne kapacitanserne fra de 100 pixels x 100 pixels overføres til et kassettebånd. ”Billedet” kunne efterfølgende afspilles til en monitor – og dermed var der udført en digital optagelse og lagring af et fotografi.
(Foto fra Eastman Kodak-museet).
