Den internationalt anerkendte, test-platform PowerlabDK, der understøtter Danmarks rolle som energiteknologisk pionerland, har fået ny styrmand; Jørgen S. Christensen fra Dansk Energi tiltræder som ny formand for PowerlabDK’s Styrekomité.
Styrekomitéens tidligere formand, Preben Jørgensen, har takket af efter seks år på formandsposten. En enstemmig styrekomité har nu valgt tidligere næstformand, Jørgen S. Christensen, som ny formand.
Jørgen S. Christensen er Forsknings- og teknologidirektør i Dansk Energi, hvor han i mere end 20 år har arbejdet med teknologiudvikling samt forholdet mellem produktion og forbrug i den danske energisektor. Gennem de seneste år er hans fokus skærpet på intelligente energisystemer. Et fokus der ligeledes vægtes højt hos PowerlabDK’s COO, Frida Frost.
Både Energikommissionen og Digitalt Vækstpanel anbefaler et skærpet fokus på digitalisering af energisystemer og udvikling af nye energiteknologier, for bedre at kunne understøtte den grønne omstilling og gavne både vækst, beskæftigelse og eksport.
PowerlabDK støtter disse anbefalinger og har i den forbindelse udbygget sine faciliteter med bl.a. data indsamling og -håndtering, real time simuleringer samt brug af High Performance Computing, hvilket styrker platformens forskning, udvikling og test af fremtidens energisystem. Et energisystem, hvor ikke kun digitalisering, men også net-balance, integration af vedvarende energi og nye markedsmodeller er i fokus.