Mekoprint udvikler og producerer kundespecifikke komponenter til elektronik- og industrivirksomheder og har en portefølje med ikke færre end 40 produktionsteknologier. Medico- og life science-området er blandt andet blevet interessant for Mekoprint, fordi virksomheden har stor erfaring med trykt elektronik og derfor kan fremstille sensorer og elektroder, der kan indarbejdes i health care-produkter.

Mekoprint har løbende raffineret produktionsteknologierne og står derfor stærkt i konkurrencen på globalt plan inden for blandt andet life science-området. Mekoprints salg til healthcare-segmentet er steget markant i de seneste år. Virksomheden har for eksempel netop rundet 1,5 mio. eksemplarer af en elektrode til en applikation til den engelske koncern Firstkind. Elektroden sidder i en lille bærbar enhed, der bliver placeret på patienternes ben og får sårene til at hele hurtigere.
Firstkind samarbejder med Mekoprint på grund af Mekoprints evne til at producere et meget stort antal elektroder i en høj og ensartet kvalitet med en meget høj automationsgrad. Mekoprint har sideløbende med produktionen af elektroder ageret sparringspartner for Firstkind om den næste generation af produkterne, og det er netop en hjørnesten i Mekoprints strategi at udvikle produkter i samarbejde med kunderne.