Der er tankevækkende, at der uanset op- eller nedture på markedet eller i verdensøkonomien, så er der fuld smadder på elektronikken. Enten slås man for at få komponenterne, eller også slås man for at få den på printet og ud til kunderne. Det er ikke let, og den geopolitiske situation gør heller ikke situationen lettere.
Oven på at allokeringens grumme kløer slap taget i markedet, er mange blevet oversvømmet af komponenter, og det har givet en ikke ubetydelig piskesmældseffekt i løbet af årets første to kvartaler. Men også den situation ser ud til at lette, og nu begynder markedet at vokse igen – denne gang (forhåbentligt) suppleret af tilstrækkelig produktionskapacitet inden for halvlederproduktionen. men lad os nu se.
Det vil nok være naivt at håbe på en snarlig fred i Ukraine, men Ruslands parløb med Nordkorea understreger den deroute, Putin er på vej ned ad. Men måske vi kan håbe på en fredelig sommer? Det vil i hvert fald være både rart og nødvendigt. 3. og 4. kvartal lurer lige rundt om hjørnet, og dermed også messer som E-24 i Odense, Automatik i Brøndby og så en Electronica i München med alle haller fyldt op og et rekordstort forventet besøgstal. Der skal nok blive fart på.
Aktuel Elektronik og elektronikfokus.dk holder fri i hele juli måned, men vi er klar med ‘fokus.dk igen 2. august, 2024, ligesom Aktuel Elektronik med forventet 80 sider og fuld fokus på E-24 elektronikmessen i Odense er på gaden – og nettet – 27. august.
Indtil da ønsker vi alle en rigtig god og sikker sommer herfra
RSH