Hannover Messe 2020 har fokus på den stigende betydning af den digitale transformation inden for industriens produktions- og energisegmenter, og områder som energieffektivitet og brugen af autonome produktionsprocesser, foruden de udfordringer som interfaces, protokoller og sikkerhed fører med sig. I 2020 er det ledsaget af Cemat-udstillingen, som i høj grad også er relevant, set med danske øjne. Det er i samlet forstand temaer, hvor danske virksomheder sagtens kan markere sig i den internationale konkurrence, hvilket ydermere bliver lettet af initiativet bag Den danske Fællesstand.
Alle statistikker peger nemlig på, at deltagelse på internationale messer giver danske virksomheder genveje til nye markeder og en øget eksportomsætning.
Generalkonsulatet i Hamborg, CFU og Industrisamarbejdet har igen i år under Hannover Messe – med den danske fællesstand – sikret en lang række danske udstillere en god placering, et enestående tydeligt dansk design og en stand, der med sine samlede 400m² tiltrækker større opmærksomhed og flere besøgende til standen end mange små, individuelle stande vil kunne tilbyde. Udstilling på Den danske Fællesstand er baseret på en fast og lav pris, hvor man fra første færd er godt på plads – om end der selvfølgelig er mulighed for at tilkøbe ydelser som praktikantassistance og yderligere support fra Generalkonsulatet i det omfang, man finder det nødvendigt.
Der er en tendens til, at paraderne falder, når danskere møder danskere i udlandet, og det kan derfor være meget opløftende for danske besøgende på Hannover Messe at bruge lidt tid på den danske fællesstand. Udover den direkte kontakt, der kan føre til gode og frugtbare fremtidige samarbejder, så kan møder og samtaler på et dansk-dansk bilateralt plan give oplysninger om andre produkter og ydelser, der kan være til gavn for danske besøgende på Hannover Messe, og dermed fungerer udstillerne på den danske fællesstand som en slags ambassadører for flere grene af dansk industri.
Og selv om de dansk-danske relationer altid plejes godt i udlandet, så kommer man ikke uden om, at man fra den danske Fællesstand også har adgang til de forventede 220.000 internationale potentielle kunder, som forventes at besøge Hannover Messe 2020.
Under hovedtemaet ”Industriel Transformation” vil Hannover Messe i 2020 sætte fokus på alle de nyeste tendenser og teknologier som industri 4.0, AI, 5G og smart logistik. Udstillingskategorierne vil omfatte ”Future Hub”, ”Automation, Motion & Drives”, ”Digital Ecosystems”, ”Energy Solutions”, ”Logistics” samt ”Engineered Parts & Solutions” Mere end 80 konferencer og fora fuldender programmet. Den næste Hannover Messe finder sted 20. – 24. april i Hannover, Tyskland med Indonesien som officielt partnerland.
Strauss & Partnere
Tlf.: 70 20 21 81