140 deltagere fra 18 forskellige lande gæstede i denne uge Musikkens Hus i Aalborg, hvor de deltager i workshoppen IEEE eT&D (Electronic Power Transmission and Distribution), som Aalborg Universitet i år var vært for. Den fælles målsætning er at løse de udfordringer, som vores elforsyning står overfor i takt med, at der kommer mere og mere vedvarende energi ind i elnettet.
– Vores energiforsyning gennemgår i disse år en transformation, der går langt hurtigere, end man havde forestillet sig for bare 10 år siden. Det skyldes blandt andet, at produktionen af vedvarende energi fra sol og vind stiger, og at er vi ser ind i en fremtid, hvor salget af elbiler vil eksplodere. Det stiller nye krav til, hvordan vores elnet skal fungere, siger professor Frede Blaabjerg, der var formand for dette års workshop.
I fremtiden bliver det afgørende at kunne lagre og styre store mængder energi, som ikke tidligere har været nødvendigt, fordi man kunne planlægge sig ud af det ud fra nogle kendte forbrugskurver.
– Vi skal finde en løsning, så elforsyningen også fungerer, når solen ikke skinner, eller når det er vindstille i et par dage. I de tilfælde skal vi hente vores energi på en anden måde, siger Frede Blaabjerg.
Workshoppen blev også brugt som anledning til at åbne Frede Blaabjergs nye forskningscenter REPEPS (REliable Power Electronic based Power System) på Aalborg Universitet. Centeret udspringer af en bevilling på 38 mio. kr. fra Villumfonden, og i løbet af de næste seks år skal det beskæftige 20 forskere, der blandt andet skal fokusere på, hvordan vi i fremtiden kan sikre, at vi har den strøm, der skal til, når vi har brug for det.
– REPEPS er vores nye satsning, hvor vi kombinerer forskning i pålidelighed af elektroniske komponenter med, hvordan elnettet i fremtiden kan styres bedre. På baggrund af det vil vi kunne komme med nye forudsigelser om, hvor stabilt elnettet vil blive i fremtiden, siger Frede Blaabjerg.