Det fire år gamle Wise-integration, der er en fransk pioner inden for digital kontrol af Gallium Nitrid-baserede power supplies, har nyligt rejst ny kapital på hele 15 millioner euro til udvikling af nye GaN produkter samt international vækst. Denne såkaldte serie B finansieringsrunde blev ledet af imec.xpand med deltagelse af Supernova Invest, BNP Paribas Developpement, Region Sud Investissement (RSI), Creazur, CASRA Capital og Angels for Greentech.
Siden sin start i 2020 som spin-off fra CEA-Leti har Wise-integration etableret sig selv som en prisvindende innovatør inden for effektelektronikken med en portefølje på mere end 10 patenterede produktfamilier. WiseGan serien omfatter GaN effekt IC’er, som maksimerer fordelene ved GaN teknologien, såsom større power densitet, bedre effektivitet og reduceret varmefrembringelse. WiseWare serien er en 32 bit MCU-baseret AC/DC digital kontroller optimeret for GaN-baserede power-supply design og tilbyder forenklet systemdesign, lavere materialeomkostninger samt forbedret power densitet og effektivitet. Firmaets målmarkeder inkluderer forbrugerelektronik som computere og elcykler etc., industrielle applikationer som robotter samt datacentre og elbiler.
“Den nye finansiering vil sætte Wise-integration i stand til at accelerere sine kommercielle aktiviteter og sin produktudvikling. Herunder lanceringen af en ny generation af højtydende GaN teknologi, som er designet til smertefrit at kunne integreres med digital styring. En tredie roadmap vil fokusere på produktudvikling til markeder i den høje ende, såsom den industrielle sektor, telecom og automotive applikationer”, udtaler firmaets CEO, Thierry Bouchet, i en meddelelse.
http://www.wise-integration.com
JSL