Ifølge markedsmediet Bloomberg har Infineon i august 2017 forsøgt at fusionere sig med ST Microelectronics, en idé som siden er blevet droppet. Kilden er unavngiven, da tilbuddet aldrig har været offentliggjort. En fusion ville ellers have skabt en elektronikproducent med et årligt salg i omegnen af 100 mia. DKK.
Det er uvist hvordan STMicro har reageret på tilbuddet sidste år. Den franske regering, der er blandt ST’s største aktionærer, har været – og er – imod en fusion med tyske Infineon, og den franske regering ønsker, at ST fokuserer på store volumenordrer frem for at søge markedsudvidelser gennem fusioner eller opkøb.
En konsekvens af markedssladderen har dog været, at STMicros aktier er steget med to procent og er blevet handlet til 18,65 euro, mens Infineons aktier omvendt faldt med 3,1 percent til 21,95 euros. Repræsentanter for Infineon, STMicro og det franske finansministerium har nægtet at udtale sig om handelsforslaget.
Netop de politiske forhold mellem Tyskland og Frankrig har altid været af vital betydning for så store internationale handeler. For ST’s vedkommende ejer de franske og italienske regeringer lige dele af 27,5 procent af det Geneve-baserede ST Micro via et holding-selskab. Fra politisk side kunne en fusionsaftale medføre, at ST Micro ville blive en del af en endnu større og betydningsfuld spiller på halvledermarkedet, men udsigten til tab af arbejdspladser i Frankrig og Italien trækker dog den modstatte vej.
I den sammenhæng gør det ikke tingene lettere, at tyske Infineon har en markedsværdi på omtrent 25,2 milliarder euro, hvad der er en god sjat mere end ST Micros værdi på 16,9 milliarder euro. På den måde ville de to virksomheder ikke kunne fusionere som ligeværdige. Det ville snarere blive en tysk virksomhed, som ville overtage sin fransk-italienske konkurrent.



