Som led i den fortsatte implementering af en global produktionsstrategi, flytter Huber+Suhner nu rundt regnet 40 arbejdspladser fra Danmark og Tyskland til Huber+Suhner i Polen.
– Selvom det er vemodigt at sige farvel til ni gode kollegaer i Danmark og endnu flere i Tyskland, vil udflytningen ikke bare forbedre vores bundlinje, men også komme vores kunder til gode, forklarer Anders Eiby, administrerende direktør for Huber+Suhner A/S.
HUBER+SUHNER A/S har indtil nu modtaget mere end 90 procent af sit vareforbrug fra udlandet, og med udflytningen af de sidste produktionsarbejdspladser vil det danske datterselskab nu fuldende den globale strategiimplementering. Ifølge Anders Eiby er fabrikken ved Gdansk i Polen optimalt placeret grundet dens fysiske nærhed til Huber+Suhner kunder i Skandinavien samt Nord- og Østeuropa.
Huber+Suhner har i dag ca. 4.000 ansatte og datterselskaber i 25 lande. I Danmark fokuserer virksomheden blandt andet på vindmølleproducenter, IT datacentre, energiselskaber samt jernbanesektoren.