Brugen af 3D-print er i kraftig vækst inden for fremstillingsindustrien, og i dag annoncerer HP flere nyheder om 3D-print på det europæiske marked, der bl.a. inkluderer et nyt samarbejde med Danfoss i Danmark.
HP skal levere HP Jet Fusion 3D, som er verdens første kommercielle, produktionsklare 3D-printløsning, til Danfoss’ nye center for 3D-print teknologi. Centeret åbnede i august i Nordborg, hvor 3D-printløsningen først skal indgå i udviklingen af prototyper, inden den senere er planlagt til at blive inkluderet i den faktiske produktion af komponenter, som en vigtig del af Danfoss digitale transformation.
Med den nye aftale bliver Danfoss en del af en voksende gruppe af verdens førende produktionsvirksomheder som BMW Group, Nike og Jaguar-Land Rover, der også benytter sig af HPs 3D-print løsninger til at omstille sig til den 4. industrielle revolution.
Brugen af 3D-print giver fremstillingsvirksomhederne mange fordele som hurtig udvikling af nye produkter og mere effektiv og miljøvenlig produktion, hvilket øger virksomhedernes mulighed for at konkurrere mere effektivt i fremtidens digitale økonomi.