
En af de nye og fremragende events i København er Copenhagen Light Festival, der løbende har slået sin position fast som et lille lys i årstidens – og det globale politiske miljøs? – mørke. CLF består af en lang række små til meget store lyskunstinstallationer i Københavns offentlige byrum, hvor man gratis kan opleve, hvad lys kan gøre for bygninger, mennesker, byrummet og kunsten selv. En spadseretur med venner og/eller familie i februarmørket er fantastisk, og – hvad enten man følger de etablerede ruter eller selv går på opdagelse blandt de typisk 25 – 40 kunstværker – så giver CLF glæde i øjnene og varme i sjælen. Lys er godt for mennesker, og man kan opleve installationerne i det meste af februar måned.
Installationerne er stort set alle baseret på LED-teknologi og dermed med en meget høj lyseffektivitet, og trods brug af energi i det meste af februar måned, så trækker hele festivalen faktisk ikke mere strøm end en gennemsnitlig fodboldlandskamp. Ørsted har meldt sig som sponsor af energi, men folkene bag festivalen har spurgt, om ikke vi kunne sende en opfordring ud til industrien om at hjælpe med energiudgifterne. For de fleste sponsorer vil det være småpenge, vi taler om, men for organisationen bag lysfestivalen er det naturligvis endnu en udgift til en ellers gratis event.
Copenhagen Light Festival har før kæmpet mod covid-19, hvor folk ikke måtte gå ud i det offentlige rum, og mod ekstreme energiudgifter i 2023, hvor det ikke var “politisk korrekt” at støtte en lysfestival trods det relativt beskedne energiforbrug. Både publikum og energi til fornuftige priser er til rådighed i år, og det er en event, der er værd at støtte. Det håber vi, at denne lille juleopfordring kan hjælpe med.
Læs mere om Copenhagen Light Festival og energiforbruget på websiten:
Copenhagen Light Festival har fokus på energien – Copenhagen Light Festival