Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU) tildeler H.C. Ørsted Medaljen i sølv til lektorog ph.d. i Electrical Engineering Samel Arslanagic.
Samel Arslanagic tildeles medaljen på baggrund af hans fremragende formidling af naturvidenskab gennem forskning og undervisning, hans samarbejde med industrien gennem projekter og gæsteforelæsninger, samt hans flittige forfatterskab.
Medaljen overrækkes ved et arrangement den 25. oktober 2021 i H.C. Ørsted Bygningens Auditorium 1, Universitetsparken 5, 2100 København Ø, der begynder kl. 19.30. Der indledes med et foredrag af Samel Arslanagic med titlen ”How to Control Electromagnetic Waves by Simple Water-Based Devices?”. Alle er velkomne til arrangementet.
Samel Arslanagic er først og fremmest en passioneret og engageret underviser og formidler. Dernæst er han en fremragende forsker, hvilket sikrer at hans undervisning altid er baseret på de nyeste erkendelser inden for elektromagnetismen.
Han står i dag som et fyrtårn inden for formidlingen af den elektromagnetiske videnskab; han er derfor en værdig modtager af H.C. Ørsted sølvmedaljen 2021, helt i H.C. Ørsteds ånd om at udbrede og udnytte videnskaben ude i samfundet.
Udover at være underviser og forsker er Samel Arslanagic også engageret i industrisamarbejde. Han er konstitueret leder af Sektion for Elektromagnetiske Systemer på DTU Elektro, som huser DTU´s kommende Electromagnetic Test Centre (ETC), der åbner i 2022 og vil give bl.a. mobiltelefon- og radarindustrien signifikant bedre muligheder for karakterisering og optimering af antenne- og mikrobølgeforhold i deres produkter.
Muligheden for med prisoverrækkelsen at kunne sætte fokus på synergien mellem forskning og erhvervsliv skyldes et samarbejde mellem SNU og TICRA fond.
– Vi er glade for at kunne påbegynde vores samarbejdet med TICRA Fond og få mulighed for at sætte fokus på den vigtige synergi mellem forskning og erhvervslivet. Det var med netop sådanne tanker at H.C. Ørsted i sin tid grundlagde Selskabet for Naturlærens Udbredelse. Han ønskede, at erhvervslivet skulle få adgang til den nyeste forskning og bruge den til gavn for det bredere samfund, siger præsident for SNU, Dorte Olesen.
Se videre på SNU’s hjemmeside http://www.naturlæren.dk eller Facebook-side, http://www.facebook.com/SNU1824


