
Brancheorganisationen Semiconductor Industry Association (SIA) annoncerer, at det globale halvledersalg udgjorde 75,3 milliarder dollars i november 2025, en fortsat stigning på 29,8 % sammenlignet med det samlede salg på 58,0 milliarder dollars i november 2024 og 3,5 % mere end det samlede salg på 72,7 milliarder dollars i oktober 2025.
Det månedlige salg er udarbejdet af organisationen World Semiconductor Trade Statistics (WSTS) og repræsenterer et tremåneders glidende gennemsnit. SIA repræsenterer 99 % af den amerikanske halvlederindustri målt på omsætning og næsten to tredjedele af ikke-amerikanske chipvirksomheder.
-Den globale halvlederindustri registrerede sit højeste månedlige salg nogensinde i november, med en stigende efterspørgsel på tværs af alle større produktkategorier på månedlig basis. Fremover forventes det globale chipmarked – igen – at vokse betydeligt i 2026 og nå op på næsten 1 billion dollars i årligt salg, siger John Neuffer, SIAs præsident og administrerende direktør.
Regionalt set steg salget fra år til år i Asien og Stillehavsområdet/Andre (66,1%), Amerika (23,0%), Kina (22,9%) og Europa (11,1%), men faldt i Japan (-8,9%). Salget fra måned til måned steg i Asien og Stillehavsområdet/Andre (5,0%), Kina (3,9%), Amerika (3,0%) og Europa (1,2%), men faldt en smule i Japan (-0,1%).

