Komplekse problemer kræver komplekse beregninger, hvor gængse computere kommer til kort. Derfor anslås der at være et globalt potentiale for såkaldte kvantecomputere med en årlig værdi på et trecifret milliardbeløb i dollars.
Det marked kan fremover komme til at bidrage til forrentningen af pensionsopsparingerne hos en stor gruppe faglærte og ufaglærte lønmodtagere. Pension Danmark har investeret 70 millioner kroner i det amerikanske kvantecomputerselskab Atom Computing, som er på vej til at etablere sig i Danmark til gavn for det danske kvantemiljø.
– Kvantecomputere kan åbne en helt ny verden af løsninger, og med denne investering giver vi vores medlemmer mulighed for at få del i afkastet fra dette potentielle paradigmeskifte til gavn for deres pensionsopsparinger, siger Peter Stensgaard Mørch, administrerende direktør i Pension Danmark.
Kvantecomputere er opbygget af såkaldte qubits, som kan interagere sammen og løse komplekse opgaver, som er ekstremt udfordrende for traditionelle supercomputere. I oktober 2023 annoncerede Atom Computing, at selskabet havde skabt den første gatebaserede kvantecomputerplatform i verden med en kapacitet på over 1000 qubits. Og Microsoft har netop annonceret et nyt samarbejde med Atom Computing om at bygge verdens mest kraftfulde kvantecomputer.
Det danske fagmiljø for kvanteteknologi går mere end 100 år tilbage til Niels Bohrs atommodel fra 1913, og Atom Computing har tidligere på året annonceret, at man etablerer sit europæiske hovedkontor i København.
– Koblingen mellem Atom Computings lovende maskinkraft og det danske kvantemiljø rummer et stort potentiale, som vi gerne vil understøtte. Vi ser kvanteløsninger som en del af fremtiden, og det er oplagt, at vi med Danmarks videnskabelige traditioner på området rækker ud efter en plads i det internationale førerfelt, siger Peter Stensgaard Mørch.
Fakta
• Atom Computing blev stiftet i 2018 i Berkeley, Californien, USA. I 2022 åbnede selskabet et kommercielt driftsanlæg i Boulder, Colorado, USA.
• Selskabet annoncerede i oktober 2023, at man havde skabt verdens første gatebaserede kvantecomputerplatform med en kapacitet på over 1000 qubits. Modellen ventes på markedet som cloud-løsning inden udgangen af 2025.
• Atom Computing annoncerede i juni 2024, at selskabet etablerer europæisk hovedkvarter i København. Ved samme lejlighed annoncerede Danmarks Eksports- og Investeringsfond, EIFO, at den investerer 70 mio. kr. i selskabet.
• 10. september 2024 annoncerede Microsoft, at man i samarbejde med Atom Computing vil skabe ”verdens mest kraftfulde supercomputer”. Selskaberne samarbejder om at udvikle fejltolerante kvantesupercomputere med brug af Atom Computings hardware og Microsofts fejlkorrigerende algoritmer.
• Boston Consulting Group estimerer, at kvantecomputere kan udvikle en årlig værdiskabelse for slutbrugerne på 450-850 milliarder dollars i 2035 i form af ny omsætning og sparede omkostninger.