Efter et skift i ledelsen i Würth Elektroniks danske afdeling har vi haft en god snak med virksomhedens ledelse, og det tegner et billede af en virksomhed i vækst – og i medvind som følge af mange virksomheders ønske om at købe europæisk fremstillede komponenter
Artiklen har været bragt i Aktuel Elektronik nr. 6 – 2025 og kan læses herunder uden illustrationer
(læs originaludgaven her)
Af Rolf Sylvester-Hvid
Det er et meget ambitiøst mål at ville kunne levere alle de passive komponenter, der sidder på printet i et elektronikdesign, men det er ikke desto mindre, hvad Würth Elektronik har stillet sig selv i udsigt. Og så måske alligevel ikke helt: Tager vi for eksempel modstande, så er det ikke kernen i Würth Elektroniks program, og der er ikke meget sjov ved at levere en rulle med 10.000 modstande i 0402-footprint til måske 20 euro. Men strengt taget kigger Würth faktisk også et godt stykke ud over de passive komponenter. En lang række af de produkter, der kommer fra Würth Elektronik, er reelt embeddede løsninger med både aktive komponenter og intelligens til stede.
– Der er en række områder, hvor vi i Danmark oplever, at kunderne i høj grad tænker Würth Elektroniks produkter ind i deres designs: Det er primært inden for kategorierne EMC, effektelektronik og fortrådet kommunikation. Det er områder, hvor vi traditionelt har en forkantsposition og lang historik på markedet. Det ved kunderne, og derfor kommer de til os først. Men den efterhånden 6000-mand store virksomhed under den globalt udbredte Würth-koncern kigger i høj grad på andre vækstmarkeder, hvor der kan være efterspørgsel på europæisk fremstillede komponenter. Og det er der: Den geopolitiske situation har flyttet mange kunder i retning af europæiske komponenter til deres BOM. USA og Kina er ikke længere helt så attraktive i mange kunders optik, siger Bo Christensen, der er Würth Elektroniks nyudnævnte direktør i Danmark.
Würth Elektronik etablerede for få år siden et eget kontor til salg og support i udkanten af Aarhus – med lokale afdelinger andre steder i landet – og det har givet forøget fokus på elektronikdivisionens mange muligheder. Bo Christensen fortæller da også, at den mere synlige tilstedeværelse i Danmark bakket op af særdeles leveringsdygtige lagre tæt på Danmark – samt selvfølgelig den øgede brug af europæiske komponenter – har medført en fortsat positiv udvikling i den danske gren af virksomheden, der kvartal-til-kvartal har haft en ikke ubetydelig vækst. Det betyder så nok også, at Würth Elektronik i Danmark på kort sigt vil få brug for flere folk i den danske organisation til netop salg og support.
Med i internationale udviklingsprogrammer
Der er det gode ved dansk-tyske relationer, at Tyskland faktisk har stor respekt for dét, vi ved og kan i Danmark. Det er også synligt inden for Würth Elektronik. Henning Bomberg har jo i årtier været eksponent for Würth Elektroniks EMC-produkter i Danmark, og med henblik på hvor vital støjdæmpning i især high-speed designs er blevet, så har Henning Bomberg blandt andet afholdt EMC-seminarer sammen med Analog Devices og Rohde & Schwarz, hvormed alle dele af EMC-design og produktudvikling er blevet dækket godt af. Det har man også lagt mærke til i Tyskland:
– Fra tidligere at skulle drøne rundt i Norden har vi nu aftalt, at Henning Bomberg skal koncentrere sig om det danske marked, ligesom han i en overordnet rolle skal vejlede og uddanne de danske FAE’er i Würth Elektronik. Det er endda et arbejde, som han også kommer til at deltage i internationalt. FAE’erne er jo virksomhedens øjne og ører i branchen, og Würth Elektronik samler jævnligt de ledende FAE’er til møder i Tyskland, hvor vi arbejder på at udvikle nye komponenttyper efter et fælles fodslag. Det er nok ret usædvanligt med en virksomhed, hvor afstanden mellem kunder og produktudvikling er så kort, men det har hele tiden været en vigtig del af Würth Elektroniks DNA på samme måde som de ret konsekvente gratis samples til designere inden for alle grene af elektronikindustrien, forklarer Bo Christensen.
Der er da heller ingen tvivl om, at den globale support af udviklere og designere verden over har ført til meget hurtig etablering af volumenproduktion af de efterspurgte produkter. Koncernen har altid arbejdet med fuld transparens i produktionen, så kunderne ved, hvad der er til rådighed og til hvilke priser. Bo Christensen slutter da også vores samtale om virksomhedens fremtid i Danmark med at konkludere:
– Würth Elektronik har i Danmark hidtil haft rigtig godt styr på support, supply chain og dokumentation. Nu drejer det sig om at modernisere den kommercielle struktur på en effektiv måde, der opleves som en sømløs udvikling fra kundernes side. Vi understøtter i Danmark selvfølgelig også Würth Elektroniks internationale ambitioner om en løbende udvidelse af produktporteføljen, både generisk såvel som gennem opkøb af beslægtede virksomheder, hvilket koncernen hidtil har opnået ganske fine resultater med, slutter han.
Billedtekst:
Würth Elektroniks danske bemanding – med besøg fra Tyskland og Holland (fra venstre): Henning Bomberg, Jette Wolter, Marie Klausen, Enrico Guentert, Claire Boelstoft-Moldenhauer, Hans Christian Elgaard, Jesper Boje, (i døren) Bo Christensen, Thomas Garz, Sarah Nowak og Niels Braams.