
Hans Ubbe Ebbesen er ny direktør i Engineer the Future, Danmarks teknologiske alliance bestående af teknologistærke virksomheder, organisationer og uddannelsesinstitutioner. Hans Ubbe Ebbesen har tidligere haft ledende stillinger hos A.P. Møller-Mærsk og Novo Nordisk med særligt fokus på at sikre den nuværende og fremtidige arbejdskraft. Han tiltræder sin nye stilling med en stor ydmyghed og respekt for det, Engineer the Future har bedrevet, siden teknologialliancen for ti år siden blev skabt af visionære kræfter i Ingeniørforeningen IDA.
Alliancens resultater tilskriver han ikke mindst engagerede underviseres kompetenceudvikling i den problembaserede designproces engineering. Mere end 1.200 lærere og 110.000 elever har prøvet kræfter med tilgangen, og resultaterne er gode. Evaluering fra det nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) fra 2020-2023 dokumenterer, at engineering forbedrer undervisningen og styrker elevers naturvidenskabelige interesse i både undervisning og job.
Engineer the Future er en bred alliance bestående af teknologistærke virksomheder, uddannelsesinstitutioner og organisationer, som samarbejder om at skabe plads til alle børn og unge i teknologi og science og arbejder for, at danske virksomheder får adgang til stærke kandidater inden for ingeniør, it og science.
Læs mere på http://www.engineerthefuture.dk

