
Der er mange myter omkring digitaliseringens indtog. Derfor har ATV’s Digitale Vismandsråd udgivet et notat, der ud fra fakta tegner et retvisende billede af vidensøkosystemet omkring IT, og hvilke muligheder og udfordringer der er.
Brug af IT har et stort potentiale for at skabe vækst og velfærd, og Danmark har mange styrker, når det handler om at udvikle og bruge IT.
Samtidig er behovet for kompetencer, viden, forskning og teknologi stigende – både blandt virksomheder, offentlige institutioner og organisationer. Kapaciteten af professorer og lektorer er udfordret, og der afvises for mange studerende fra efterspurgte tekniske it-uddannelser. Samtidig har vi stor mangel på disse kompetencer. Det bør der rettes op på.
Danmark skal være klar til at levere disse kompetencer gennem uddannelse, da betydningen af IT stiger. Men vidensøkosystemet hænger ikke helt sammen, når vi sammenholder vores styrkepositioner med mulighederne, efterspørgslen og behovet. Det gør det svært for Danmark at realisere det fulde potentiale i udvikling og brug af IT.