
Med godt ét års forsinkelse på grund af Covid-restriktioner var der stor festivitas torsdag den 23. september hos Beckhoff Automation i Kolding.
Den nye bygning blev taget i brug i august 2020, og nu kunne det endelig fejres – med kæmpe sønderjysk kaffebord – og rigtig mange branchefolk havde fundet vej til receptionen.
Beckhoffs nye hovedkontor er en gennemdigitaliseret erhvervsbygning, med alt hvad man kan forestille sig af intelligent bygningsautomation, der styrer lys, varme, ventilation og meget andet. Og den ligeledes intelligente adgangskontrol til bygningen betyder for eksempel, at hver medarbejder der møder ind, med ét scan tænder for strøm m.v. til sin egen arbejdsplads, så dagen kan påbegyndes.

På den guidede tur rundt forklarer Bo Enevoldsen om de mange tanker, der er gået forud for byggeriet med hensyn til indretning, medarbejdernes dagligdag, kunderne der kommer på besøg osv. Bygningen har i alt tre etager.
Stueetagen indeholder reception og kundeområder. Her finder man blandt andet Beckhoffs store demo-væg, der viser et stort udvalg af firmaets mangeartede løsninger indenfor styringer og automatik.

Første sal er tilegnet firmaets tekniske afdeling, support, ordrekontor og administration mens salgsafdelingen og ledelsen holder til på 2. sal.
Sidst men ikke mindst er der adgang til topmoderne møde- og kursusfaciliteter – ligeledes med al nødvendig teknik til rådighed.
JE