Ah, det må da være den bedste forsommer nogensinde? Ja, det er tørt og det er varmt, men det er også højkonjunktur, og selv Mette Bock har måttet trække følehornene til sig – i hvert fald for en stund – med hensyn til lukning af FM-båndet. Vi er mange ildsjæle, der kæmper for at forhindre en sådan teknologisk skandale. Og i elektronikindustrien er der heldigvis endnu flere som trækker økonomien i den rigtige retning, nemlig fremad og opad.
Og med introduktionen i dag af den første 5G-testmast i Danmark – Skandinavien sågår – i Glostrup/Albertlund, så spurter teknologien også videre fremad. Mon ikke vi derfor kan trække stikket for både Aktuel Elektronik og Elektronikfokus i en fire ugers tid og ønske alle læsere, annoncører, skribenter, bidragsydere og venner af Techmedia en rigtig dejlig og solbeskinnet sommer?
Go’ ferie, pas på jer selv – og så er vi tilbage 1/8 med endnu et nyhedsbrev og 27/8 med Aktuel Elektronik 9/2018 – i øvrigt med vores gigantiske messenummer op til E-18/R-18 i Odense.