Med et testområde på 867 kvadratkilometer centreret over Odenses H.C. Andersen Airport og dækkende et større havområde, har Danmark fået billet til at deltage på meget højt plan i det internationale UAS-samarbejde for Ubemandede Autonome Systemer. Drone testfaciliteterne giver mulighed for at eksperimentere med både fjernstyrede og programmerede luftfartøjer efter BVLOS-princippet (beyond visual line-of-sight). Odenses byråd har gjort en stor indsats for at få den luftbårne del af robotteknologien med i den cluster for såvel stationære som mobile robotter, der er koncentreret omkring Odense.
TUS, som netop er blevet afholdt i Odense, er en tilbagevendende, international konference og messe for UAS-løsninger, og der er ifølge UAS’ danske sekretariatsleder, Michael Larsen, ingen tvivl om, at de 867kvkm bidrager til global fokus på Danmark. Der er på nuværende tidspunkt 150 medlemmer af UAS DK, og det danske fingeraftryk er nok vigtigt, når man i 2019 implementerer en række fælleseuropæiske regler for UAS’er defineret ud fra forskellige risikoklasser.
– Vi forventer tre kategorier, startende med en let – line of sight – klasse, der vil være en åben kategori. Der vil så være en speciel kategori til avanceret brug af droner, og endelig vil der være en højeste certificeringskategori, hvor kravene svarer til luftfarten. UAS DK er med i et Eurocontrol-projekt om luftfartstyring, der er baseret på forsøgsflyvning. Typisk fungerer det danske UAS-testområde som et militært luftområde, hvor man må flyve i maksimalt 2.500 fods højde. Man kan i øvrigt kontakte UAS for egne forsøg, hvilket kræver en testplan i en del tilfælde. Gebyrerne er generelt et spørgsmål om småpenge, og der er stor politisk velvilje omkring droneforsøgene. Men målet om at bruge droner til at skabe vækst i industrien er jo også et godt argument for at udføre forsøgene, siger Michael Larsen, der i øvrigt peger på, at især de samfundsgavnlige applikationer kan give et gennembrud for den industrielle og kommercielle anvendelse af dronerne.
Læs mere om TUS Nordic konferencen og de Ubemandede Autonome Systemer i Aktuel Elektronik, der udkommer 8. december, 2017.