
En rapport fra markedsanalysevirksomheden, Trendforce (www.trendforce.com) fortæller om en forventet eksplosiv stigning i priserne på DRAM-komponenter. Det er samtidigt en opfordring til indkøbere til at sikre sig det nødvendige lager af DRAM, før der opstår en egentlig allokering.
Udviklingen skyldes i høj grad, at forbrugerne har en tro på, at AI vil kunne løse alle slags opgaver, hvilket fører til en massiv overbelastning af de hidtidige datacenter- og cloud-ressourcer, så udbydere af server- og PC-løsninger til datacentre oplever en meget voldsom efterspørgsel på ny processor- og dermed datalagrings-kapacitet, hvor DRAM er en nødvendig memory-type til især udveksling af data.
Trendforce forventer, at der inden for kort tid vil opstå en selektiv allokering, hvor de store OEM-virksomheder vil blive tilgodeset, mens producenter af moduler og embeddede systemer kan komme til at opleve, at de ikke kan få komponenterne – eller i givet fald til stærkt opskruede priser.
Rapporten fra Trendforce peger desuden på, at man allerede nu bør sikre sig aftaler om leverancer, ligesom forventningen er, at det kommende høje prisniveau vil fortsætte både igennem 2026 og langt ind i fremtiden, da vi nok kun har set toppen af isbjerget i forhold til behovet for server- og lagerkapacitet som følge af den eksplosive brug af AI til selv de mest banale opgaver.
Man kan købe den samlede rapport fra Trendforce via dette link til websiten
RSH

