Ingeniør- og udviklingsvirksomheden DIS, der i disse år oplever en kraftig udvikling, ansatte i løbet af 2017 167 nye medarbejdere. Det er særligt på hovedkontoret i Stilling ved Aarhus og i den polske afdeling i Krakow, at virksomheden har budt velkommen til de mange nye medarbejdere, men også afdelingerne i Aalborg, Esbjerg og København samt afdelingerne i Tyskland og USA har oprustet med nye kompetencer inden for alle industrielle ingeniørdiscipliner.
I november åbnede ingeniørvirksomheden en ny afdeling i Kolding, og uden for landets grænser åbnede DIS i foråret endnu en afdeling i USA i Orlando, og i december indtog virksomheden det spanske marked og åbnede en ny afdeling i Barcelona.
DIS blev i sommer kåret som Europas bedste ingeniørarbejdsplads 2017, hvor mere end 2300 virksomheder fra 19 lande deltog i undersøgelsen ’Europas bedste arbejdsplads’, der bygger på konsulent- og rådgivningsvirksomheden Great Place to Works definition af en god arbejdsplads som et sted, hvor medarbejderne har tillid til ledelsen, er stolte af sit arbejde og føler fællesskab med sine kolleger. Til at afdække graden af tillid, stolthed og fællesskab gennemføres en medarbejderundersøgelse blandt alle medarbejdere.