Det hjalp da robotterne mistede det menneskelige

Robotter, UAV’er og andre mere eller mindre autonome systemer har overtaget utallige opgaver i både industri og samfund. I dag er robotter ikke længere et skræmmende begreb – og faktisk har vi knyttet robotterne tættere til os, efter de ikke længere er humanoider. Og vi skylder nok en vis del af æren til de tjekkiske brødre, Karel (1890-1938) og Josef (1887-1945), som definerede moderne robotter

Artiklen har været bragt i Aktuel Elektronik nr. 5 – 2025 og kan læses herunder uden illustrationer
(læs originaludgaven her)

Af Rolf Sylvester-Hvid

Robotter har eksisteret i menneskers fantasi i århundreder og har kildret både frygt og innovation – reelt helt tilbage til oldtidens ret geniale mekaniske religiøse konstruktioner. Der var især i 1700- og 1800-tallet en stor begejstring for mekaniserede replikaer af naturen, hvad både ”Den tyrkiske Skakspiller” (som var et svindelnummer) og ”Nattergalen” (H.C. Andersens eventyr om kejseren og den fantastiske mekaniske fugl – samt den endnu bedre naturlige) er beviser på. Fritz Langs (stum)film ”Metropolis” involverer også robotter i den humanoide form, som siden har begejstret og skræmt folk i alle aldre. Helt galt går det jo i film som Terminator og Blade Runner, hvor robotterne enten er formskiftende eller så menneskelige, at man faktisk føler sympati for robotterne.
Havde man bedt børn helt op til 80’erne om at tegne en robot, så ville det uundgåeligt være ført til tegninger af firkantede menneskelignende metalkonstruktioner med roterende antenner på hovedet og blinkende lamper som øjne – ja, og så bevægelser, der var, hmmm, robotagtige. Giv i øvrigt lige hip-hop- og breakdance-miljøerne en tanke, hvor robotdans var en integreret del af 80’ernes musikscene. Men det kunne være sjovt at bede børn i dag om at tegne en robot – for så vidt, at de overhovedet ved, hvad papir og blyant er. Mon ikke, at det i dag nok mere ville ligne en arm a la Universal Robots eller måske en drone eller en selvkørende plæneklipper?
Grunden til, at vi i årtier har set robotter som mekaniske og menneskelignende monstre, må vi nok tilskrive de to tjekkiske brødre, Karel og Josef Capek, som i 20’erne definerede ordet ”robot” – i øvrigt med afsæt i teaterstykket Rossumovi Univerzalni Roboti, der beskriver et fiktivt mekanisk menneske. Karel Capek skrev stykket, og hans bror, Josef, fandt på ordet. Det er så ikke taget ud af det blå, da ”robot” betyder noget hen ad ”arbejde” – tydeligt med en lidt slavelignende tilstand. Vi kommer nu ikke uden om den amerikanske sci-fi forfatter, Isaac Asimov, der sammen med Heinlein og Clarke bliver set som én af de tre mest visionære sci-fi forfattere (om end Jules Verne nok også fortjener sin plads i den kategori). For hvor Capek-brødrene introducerede verden for de ”moderne mekaniske mennesker”, så opstillede Asimov reglerne for robotters ”opførsel” i forhold til mennesker i sin bog ”I Robot”. Og dermed voksede vores forældre og bedsteforældre op i en verden, hvor robotter var mekaniske mennesker og – ja – frit fra leveren: Skideuhyggelige (man har vel ikke været til en Rob Zombie-koncert, hvor der ikke har været en herlig 50’er menneskelig-gigant-robot, der vælter rundt på scenen).

Fornuften fik fodfæste med CNC-styringer
Men hvordan har robotterne så flyttet sig fra 50’ernes B-horrorfilm til at blive tjenlige værktøjer, som vi kan lide og sætter pris på? Jo, det var nok først, da robotterne mistede deres menneskelige ydre, at vi begyndte at acceptere robotter som ”kolleger” i industrien. Og så skal vi have en håndfuld ingeniører ind i ligningen: William Grey Walter præsenterede i 1948 den første elektroniske robot, mens John Parsons og Frank Stulen i slutningen af 40’erne lancerede CNC-styringen (Computer Numerical Control). Det var løsninger, der fjernede de kedsommelige opgaver i produktionsmiljøet og gjorde industrien opmærksom på mulighederne i computerstyring af massefremstillede produkter. Prøv engang at montere nogle tusinde SMD-komponenter på et print ikke større end et kreditkort: Så lærer man at elske en pick’n place-maskine, som uden fejl løser opgaven på minutter.
Op igennem 60’erne frem til 80’erne fik industrirobotter et helt andet udseende – og i takt med at robotmontage kunne løse stadigt større og tungere opgaver, så kom robotterne i bur, hvad der reelt faktisk gjorde dem mere skræmmende. En orange sag, der flytter tonstunge emner lynhurtigt, giver en smule King-Kong- eller Godzilla-associationer, hvad der også udløste skrækscenarier blandt datidens maskinstormere (ja, ja – vi ved godt, at det er et udtryk fra 1800-tallets mekanisering af væve i fremstillingen af bomuldsklæde), som havde visioner om et samfund, hvor mennesker ikke havde nogen betydning længere.
Men krøllen på den teknologiske hale i robotsammenhæng har jo nok været at slippe robotterne ud af burene og gøre dem til ”cobots”. Kollaborative robotter ses ikke længere som en trussel, og mange oplever sjovt nok deres ”robotkolleger” som værende meget ”menneskelige”. Den lidt løjerlige udvikling skyldes nok, at de små robotter med momentbremser og lignende kollisionsbeskyttelse faktisk er ret hyggelige, og i produktionsmiljøet overholder cobot-løsningerne jo – (og langt mere end droner) Asimovs tre grundregler for robotters eksistens og brug:
• En robot må ikke skade noget menneske eller, ved at undlade at handle, tillade at et menneske bliver skadet.
• En robot skal adlyde de ordrer, et menneske giver den, undtagen hvor disse ordrer ville stride mod den første lov.
• En robot skal opretholde sin egen eksistens, medmindre denne selvopholdelse er i modstrid med den første eller den anden lov.

Billedtekst:
Republic Pictures’ ”Tobor the Great” var i 1954 med til at cementere folks idé om robotter som rædselsvækkende monstre. Udviklingen har vist, at vi faktisk får mere menneskelige følelser over for robotter, der ikke ligner mennesker. Prøv at få et barn til at tegne en robot i dag. Den er næppe uhyggelig.