Syv internationale iværksættervirksomheder var for nyligt samlet i Struer til kick-off camp. Det er de første deltagere i det nyudviklede Sound-Tech Accelerator program lavet i samarbejde mellem Sound Hub Denmark og Accelerace. De mødes for første gang med de coaches, der skal følge dem de næste seks måneder. Virksomhederne kommer fra syv forskellige lande og er udvalgt blandt 30 ansøgere til programmet.
Deltagerne blev udvalgt i slutningen af oktober af et panel med bl.a. Tommy Andersen, medstifter af Libratone. Kim Rishøj, medstifter af TC Electronics samt repræsentanter fra Bang & OIufsen og Harman Lifestyle. Der var på forhånd valgt 12 ansøgere, som havde produceret en 3 minutters video pitch, der blev efterfulgt af en on-line spørgerunde.
Sound-Tech Accelerator programmet er det første dedikerede lyd accelerator program i verden, udviklet af Accelerace i samarbejde med Sound Hub Denmark. I de 6 måneder, som programmet varer, får iværksætterne hjælp til at forfine og teste deres lydprodukt samt til at identificere, teste og eksekvere en skalerbar forretningsmodel. De kan løbende trække på tre coaches fra branchen, mentorer fra Harman Lifestyle, Bang & Olufsen m.fl. Der afholdes workshops og camps, og deltagerne har adgang til værksteder og testlaboratorier i Sound Hub Denmark, samt til den klynge af virksomheder i Struer, som kan supplere iværksætternes egne kompetencer.
Sound-Tech Acceleratoren er planlagt til at køre flere gange om året de kommende år, forudsat at der er kvalificerede ansøgere. Der er foreløbig identificeret mere end 700 internationale iværksættere, som arbejder med lyd, og denne screening af lydiværksættere fortsætter. Ansøgningsfristen til næste runde er den 31. januar 2019, samtidig med at deltagerne på dette hold igen er i Struer til deres næste camp.